Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
160
BERGENS BY’.
hvor alle høvdinger, lendermænd og lagmænd skulde indfinde
sig. Dette møde holdtes 20de august 1223. Kongen aabnede
selv forhandlingerne, idet han ytrede, at der fandtes flere, som
gjorde fordring paa Norges rige, og at det tilkom
erkebiskopen at ytre sig om denne sag. Erkebiskopen svarede, at han
ønskede først at høre de tilstedeværende gode mænds raad. Han
regnede op prætendenterne, først kong Haakon, som allerede var
i besiddelse af riget, og hvis fader og forfædre havde hersket
over riget mand efter mand uden noget kvindeled imellem.
Skule jarl paastod at være sin broder, kong Inges arving.
Guthorm, kong Inges søn, gjorde ligeledes fordring paa Norge
efter sin fader; i jarlens følge var Sigurd Ribbung, Erling
Steinveggs søn, som mente at være arveberettiget til Norge efter kong
Magnus Erlingsson, hvis sønnesøn han paastod at være; og
endelig var der mænd fra junker Knut i Gautland, der
paaberaabte sig, at han ifølge overenskomst paa Ørething skulde være
ægtefødt arving baade efter Haakon jarl og kong Inge.
Erkebiskopen opfordrede de tilstedeværende til at ytre sig. Skule
jarl tog straks ordet og mente, at han som kong Inges
egte-fødte broder efter den hellige kong Olavs lov var hans rette
arving. Kong Haakon svarede : «I er kong Inges arving med hensyn til
alt, hvad I med rette arvede efter Eders fader, men ikke til
Norges rige.» Da erkebiskopen mærkede, at det vilde blive
mundhuggeri mellem kongen og jarlen, bad han dem lade
forsamlingens medlemmer faa ordet. Lendermanden Jon Staal
svarede, at de gamle birkebeiner kjæmpede alle for at hævde Sverre
og hans æt den retmæssige fædrenearv. Men det var ikke
underligt, om Skule jarl fremkom med sin paastand; thi der
skulde findes de lagmænd, der havde søgt at bevise for jarlen,
at han er arveberettiget til Norge efter kong Inge. «Hermed
sigter jeg til Eder, Aamunde Remba og Øistein Roessøn, der
sidder hist henne paa pallen,» ytrede Jon Staal. Men Aamunde
Remba og Øistein Roessøn negtede at have sagt noget saadant.
Ambjørn Jonssøn ytrede, at hvis lagmændene havde sagt dette,
maatte det mere have været i drukkenskab end i medhold af
St. Olavs lov. Atter syntes forhandlingerne at ville udarte til
mundhuggeri, og kongen opfordrede den ældste lagmand Gunnar
Bonde til at udtale sig. Gunnar Grjonbak tog sent tilorde og
mente, at det var en tung byrde for et kotkarlsbarn at skifte
en saa stor magt, frakjende en og tilkjende en anden den.
Eftersom han mente, at kotkarlesønner for det meste var for
ukyndige til at kunne have nogen mening i saa vigtige
anliggender, vilde han heller lade kong Olavs lovbog tale. Den siger,
at kong Haakon ene blandt alle de mænd, der fremsætter sin
fordring, var berettiget til riget. Dagfinn Bonde udtalte lige-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
