Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
BYENS FORTII).
189
skjellige stridspunkter mellem kirkens og kronens repræs’entanter.
Erkebiskopen mindet om den banstraf, man paadrog sig ved at
paabyde og overholde bestemmelser, sigtende til at formindske
kirkens frihed og indtægter. Den trusel at appellere til paven,
som de verdslige høvdinger havde fremsat, blev nu endelig
udført. Herover blev erkebiskopen saa forbitret, at han afbrød
forhandlingerne og forlod Bergen. Høvdingerne lod sig ikke
forskrække. I kongens navn lod de et brev af 13de september
1277, udstedt af kong Magnus om udvidede friheder for kirken
og navnlig om erkebiskopens myntret, tilbagekalde. Denne
tilbagekaldelse oplæste hr. Bjarne af Giske selv offentlig i
Kongsgaarden samme dag erkebiskopen forlod Bergen. Erkebiskopen
udsendte nu den banstraale, hvormed han ofte havde truet, og
ekskommunicerede saavel hr. Bjarne som hr. Andres Plytt.
Hr. Andun Hugleikssøn undgik bansættelsen. Men man ser,
at hr. Andun netop i denne tid skjænkede 5 maanedmaters
bol jord til Munkeliv kloster; maaske lykkedes det ham ved
slige store gaver at vinde flere af de formaaende geistlige
for sig.
Ifølge et af hovedbudene ved bansættelser skulde man
unddrage sig fra alt samkvem med de bansatte, men de øvrige
høvdinger gjorde sig netop umage for at tilkjendegive, hvor lidet
de agtede banstraalen, de omgikkes lige fortrolig med hr. Bjarne,
hr. Andres og hr. Hallkell og viste dem større ære end før.
Da Andres Plytt kort efter døde, før han endnu havde faaet
absolution, skulde han naturligvis ikke begraves ved nogen kirke,
men høvdingerne lod ham høitidelig jordfæste ved Apostelkirken.
Da stadens præster negtede at ringe med kirkeklokkerne ved
begravelsen, lod kansleren, hr. Bjarne Lodinssøn, Kristkirkens taarn
bryde op for at faa ringningen begyndt her, og nu blev der ringet
over hele byen, hvad saa end præsterne sagde. Siden blev
Bergens præster stevnet for kongen, og der blev forelagt dem to
vilkaar, enten at fare utlæge eller iagttage de gamle sædvaner
og synge messe, hvad biskoperne end sagde. De valgte det sidste.
Forgjæves truede og bønfaldt erkebiskopen regjeringsherrerne om
at høre op med de tyngsler og trængsler, der nu paalagdes
kirkerne, og om at tilbagegive kirker og præster, hvad der urettelig
var blevet dem berøvet, samt enten ganske at udslette af
lovbogen og breve de nye bestemmelser til kirkens skade, eller i det
mindste at give offentlig tilsagn om, at de ikke for eftertiden
vilde anvende dem mod kirken eller dens ombudsmænd. Mod
alle trusler og forestillinger satte høvdingerne afgjort trods.
Endelig besluttede erkebiskopen at sende befuldmægtigede til
kurien for at imødegaa de kongelige sendebud, der var dragne til Rom
med appellen. Da sendte høvdingerne endnu en gesandt paa kon-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
