Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
BYENS FORTII).
191
drog til Rom med den angivne hensigt at søge valget bekræftet,
men de modarbeidede det ved den pavelige kurie. Paven, Martin V,
erklærede, at han kunde ikke udnævne Narve til erkebiskop,
«fordi han manglede tilstrækkeligt kjendskab til hans person»,
aabenbart en udflugt. Paven udnævnte tre norske
klosterforstandere, abbeden af Tautra, prioren for prædikebrødrene i Nidaros
og guardianen for franciskanerne i Bergen, til at afgjøre, om
Narve var skikket til erkebiskop og i modsat fald paabyde nyt
valg. De tre klostermænd, der sikkerlig var valgte efter de to
udsendingers forslag, kasserede da forslaget om Narve, og det
endte med, at biskop Jørund af Hamar blev erkebisp 1288.
Narve sendtes i 1285 sammen med hr. Bjarne Erlingsson af
enkedronning Ingeborg til kongerne af Sverige og Danmark for
at underhandle med dem, og i 1290 var han en af dem, som
fulgte kongedatter Margrete, «pigen fra Norge», da hun skulde
drage til sit arveland Skotland; hun døde paa veien «mellem
biskop Narves hænder». I 1295 ledsagede biskopen kong Erik til
Danmark paa et krigstog did og deltog i de forhandlinger, der
førte til stilstanden i Hindsgavl.
I Bergen var der fiendskab mellem domkapitlet og stiftets
præster paa den ene side og prædikebrødrene eller dominikanerne
paa den anden side. Disse sidste betragtedes af den egentlige
geistlighed som rivaler, der ved sine reiser i stiftet trak
menighedernes hjerter fra præsterne og bidrog til at formindske disses
indtægter. Prædikebrødrene har havt nogen lighed med den
nyere tids lægprædikanter.
Om striden mellem dominikanerne og præsteskabet i Narves
tid er der et brev fra 1290. I brevet oplyses, at ved en synode
i Bergen var det blevet vedtaget, at ingen i Bergens stift, der
nød kirkens naademidler, maatte huse dominikanerne, give dem
mad og drikke eller give almisse til dem som til andre fattige.
Biskop Narve havde protesteret herimod og bedt, at alle skulde
modtage dem sømmelig og behandle dem kjærlig. Men da havde
kannikerne reist et forfærdelig skrig og fremført de haardeste
og mest uhørte beskyldninger mod munkene. Ovenikjøbet havde
de mod biskopens vilje fattet den beslutning, at enhver præst,
der vilde have med munkene at bestille, skulde miste sit embede.
Forat munkene selv ikke skulde komme til kundskab om den
mod dem fattede beslutning, satte de ekskommunikations- og
suspensionsstraf for dem, der aabenbarede, hvad der var forhandlet
paa denne synode.
Striden mellem kannikerne og dominikanerne blev først efter
mere end en menneskealders forløb bragt til ende.
Da kong Erik laa paa sit yderste i 1299, udtalte han, efter
hvad enkedronning Isabella og andre bevidnede, at han i sit
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
