Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
HVENS FORTID.
221
Videre krævedes af skomagerne, at hver skal sværge, at de ikke
havde solgt skotøi dyrere end det var bestemt.
Det var Olav Nilssøns hensigt at svække tyskernes magt
ved at skille haandværkerne ud fra den tyske koloni og gjøre
dem til norske borgere, saaledes som Haakon Magnussøn den
ældre og senere den yngre af samme navn havde bestemt, og
lægge dem under norsk ret. Først skulde forsøges med
skomagerne, der var kongens leieboere og var begunstiget med monopol.
Denne politik var rigtig anlagt og blev noget over 100 aar senere
under gunstigere vilkaar optaget af Kristofer Valkendorf.
De krav, Olav Nilssøn stillede, var i overensstemmelse med
love og kongelige forordninger; disse havde rigtignok ikke været
opretholdt i længere tid og var kommet ud af brug, men
ophævet var de ikke. De var lovlige og ikke, som tyskerne
paastod, noget nyt. Forlangendet om, at de tyske haandværkere
skulde sættes lige med bymændene i skatter, var rimelig og lovlig
og var kun en fornyelse af den gamle bestemmelse i Magnus
Lagabøters lov, hvorefter enhver fremmed, som eiede gaard i Bergen
eller leiede en saadan for mindst 1 aar, skulde udrede leding som
nordmændene.
Det var ogsaa i overensstemmelse med senere kongers
paa-bud. Det eneste nye var kanske fordringen paa, at skomagerne
skulde sværge paa ikke at have solgt skotøi dyrere end bestemt,
og i denne fordring saa de ikke uden al grund en chikane.
Olav Nilssøns optræden ellers var berettiget; og om han
end nok gik voldsomt frem, var hans fremfærd ingenlunde saa
voldsom som tyskernes egen.
Byens borgere var tynget af skatter, medens de fremmede
var fritaget eller fritog sig selv for dem.
Foreløbig rettede kongen sig efter nordmændenes ønsker, og
i brev af 15de august 1443 paalægger han udtrykkelig
haandværkerne at betale leding efter gammel vis.
Omkring julaften 1443 blev amterne (haandværkerne) af
fogden draget for retten, fordi de havde været ulydige mod kong
Kristofers skrivelse. Amterne blev dømt til at betale hver 8
ørtuger og 13 mark, hvoraf der vilde fremkomme en stor sum,
over halvandet tusen mark. Kjøbmændene forsvarede skomagerne
det bedste de kunde og fik tilsidst sluttet en overenskomst med
fogden om, at samtlige amter skulde for freds skyld udbetale
ham 400 arnheimske gylden. Da de ingen penge havde, vilde
kjøbmændene lægge ud for dem. Kjøbmændene sendte hr. Olav
Nilssøn de 400 arnheimske gylden, og hr. Olav negtede ikke at
modtage dem for amternes regning. Da kjøbmændene senere
talte om betaling, haanede skomagerne dem og sagde, at de havde
ikke lovet noget.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
