Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
490
BEHGENS BY.
Jonsklostrets eller, som det senere kaldtes, St. Hansklostrets
gods, blev slaaet sammen med Munkelivs eller med Hardanger len.
I 1599 tilstod, som før omtalt, Kristian IV Bergens borgermestere
og raadmænd grunde af Allehelgens, St. Hans’s og Munkelivs
godser til en mønstringsplads og fæmark, og dette blev bekræftet
ved et nyt kongebrev 1603. Disse grunde er den senere «Engen».
Sagen og Foss beretter, at efter branden i 1561 brugte
adskillige af byens indvaanere kirkens vakre marmorstene til sine
ildsteder. Til erstatning paalagdes det borgerne i 1579 at
indrette en del af dens gamle taarn til vagttaarn, hvorfra der varsledes
om ildsvaade. Her blev og indrettet et seierværk og klokker.
Til den store brand 1702 blev der ringet fra taarnet aften og
morgen. Kapitælet af en korinthisk søile af veksten lVs fod
i diameter blev fundet 1756 i en brønd nær Smørsalmenningen,
hvor den stod som afviser ved et hjørnehus. Dette
søilebrud-stykke med kapitæl findes nu i udstillingen af stenlevninger i
Bergens museum.
Dominikanerklostret, Prædikebrødrenes kloster, üt til bræöra,
laa efter Edvardsen henimod «Sverresborg paa det sted, som anno
1640 blev kaldt Buntelbo», paa Holmens nordside og i ytterste
udkant af byen. Edvardsen tilføier, at begge Kristkirkerne og
klostret «var skilte ligesom fra hverandre af naturen ved smaa
fjeldrygge eller bakker».
Klostret er antagelig stiftet 1230 af Haakon Haakonssøn og
biskop Arne af Bergen. Det nævnes første gang 1244. Det var
rimeligvis viet til St. Olav og St. Erik og kaldes «Olavs hus ved
Kongsgaarden i Bergen».
Mellem kannikerne i Bergens kapitel og prædikebrødrene
var der brødnid, og kannikerne forfulgte dem med sit had,
saasnart de opdagede, hvor farlige disse naboer var for dem og
deres indtægter. Forat folk ikke skulde søge prædikebrødrenes
kirke istedetfor Domkirken og sognekirkerne, lod kannikerne
op-bygge sine priveter saaledes, at urensligheden flød ind over den
lavere liggende klostergaard og frembragte en ulidelig stank.
Kardinal Viljam af Sabina var dengang i Norge, og han befalede
13de august 1247, at hine træhuse skulde flyttes til et mere passende
sted, men tillod paa kannikernes bøn og med munkenes samtykke,
at husene blev staaende, naar de ikke benyttedes saaledes som før
(kfr. pag. 174).
Men i 1290 var der atter vild strid i anledning af munkenes
frie prækeret og skriftemaal. Kannikerne forbød indbyggerne i
Bergens bispedømme at optage dominikanerne i sine huse, kalde
dem til sygebesøg eller give dem almisse. Paven paabød 1304
fred mellem dem, men heller ikke det hjalp. Striden blev endelig
bilagt ved dom, antagelig 1328 eller 1329; det gjaldt adgangen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
