Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
470
BERGENS BY.
bukkeskind, som var det dyreste, dels af nauteskind og af
gjete-skind, det billigste.
Hoser betyder de skindstrømper, som gik til hoften.
Retter-boden nævner og bötar, der betegner låve støvler eller
høi-skaftede sko.
Priserne paa skotøi beregnedes efter prisen paa nauteskind;
blev disse dyrere, blev og skoene dyrere.
Kostede 1 deker eller 10 stykker huder 4 mark (32 kroner),
saa skulde prisen for hoserne være 2 øre (4 kr.), for
kvindestøvler (bötar) 1 øre (2 kr.), mandssko 1/i øre (1 kr.), forleistr
(forføtting) 1 ørtug 5 penninger (0.48 kr.), kvindesko 1 ørtug
(0.33), alt af bedste sort. Var kvaliteten daarligere, skulde
priserne nedsættes i forhold dertil. De bedste bukkeskinds hoser
kostede 21/t øre (5 kr.). Hoser af gjeteskind kostede kun lVa øre
(3 kroner). Det er her forudsat, at en mark paa denne tid var
værd 7.9 eller 8 kroner, hvad der er uvist (se foregaaende side).
Disse priser er jo efter vore begreber meget låve. 1 krone
for et par mandssko af bedste sort antyder, at pengenes værdi
var mindst 12 gange saa stor som i vor tid. 3.2 kroner for et
nauteskind peger i samme retning.
Andre arbeider var heller ikke betalt høit: en barber flk 1
penning veiet eller 5 øre for aareladning, og en badekone flk 1
øre i 1/i aar eller 4 kroner om aaret.
Den hele sammenligning er meget usikker, da pengenes
sølvværdi er saa vekslende; ei heller, er vel varerne af samme
art som nu.
I 1306 udstedte Haakon V Magnussøn en retterbod om, at
indenlandske og udenlandske haandværkere skulde tage
borgerskab og sværge byen troskab, men denne bestemmelse blev
staaende paa papiret.
I 1307 kom biskop Arne og tyskerne, deriblandt og
skomagerne, i strid om tienden (se bind II, pag. 251). Skomagerne eller
suterne nævnes her som dem, der var taget under kongeligt
værn, hvad der vel kom deraf, at de holdt til i kongens gaard
i Vaagsbotn, for hvilken de betalte leie.
En retterbod af 29de april 1314 bestemte, hvad guldsmedene
i Bergen skulde have for sit arbeide. To mænd, Ogmund
-4S-bjørnssøn og Halgrim guldsmed, flk det hverv at undersøge
guld-smedarbeidet i Bergen; det skulde have en guldgehalt som en
lovmæssig engelsk penning. Ingen guldsmed skulde udlevere
noget arbeide, før disse to mænd havde bevidnet med sine
stempler, at det var rent. De to nævnte mænd skulde og rette
paa alle vægtlod, saa de var overensstemmende med loven.
Ogmund og Halgrim bliver de første guardeiner og
juster-mestre, som kjendes i landet.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
