Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
HAANDVÆRK.
471
Deres navne er norske.
I 1330, før kong Magnus Eriksson blev myndig, sluttedes
der en leiekontrakt mellem suterne i Vaagsbotnen, maaske en
fornyelse af en ældre. Leieafgiften, som skulde være aarlig 50
mark i gammel mynt, eller forholdsvis mere, hvis mynten blev
slettere. De skulde holde 44 fuldt væbnede mænd, hver mester
skulde have plade, pothjelm (pothue), kjedelhat eller hjelm, stikkede
hoser eller panserhoser (bainbergs), staalhansker, skjold, sværd
og spyd. I)e skulde være fri for al skibsdragning, undtagen hvor
det gjaldt kongens skibe. Det forbødes enhver (tysk) skomager
at bo andetsteds i byen end i gaarden Vaagsbotnen.
Til gjengjæld for de pligter, som blev paalagt suterne, flk
de monopol paa sit haandværk, idet ingen skomager skulde bo
udenfor gaarden Vaagsbotnen, hvortil dengang kun tyskere havde
adgang.
I marts 1370 gav kong Haakon i Trondhjem en forordning
om skomagerne i Nidaros og Bergen, hvormeget de skulde yde
til kronen, og hvilke friheder de skulde nyde. Det sees af denne
forordning, at kongen tog sig af dem og søgte at hjælpe dem op.
Han gav dem nemlig fri for sædvanlig told, skatter og tyngsler
som sysselmænd eller andre kongelige ombudsmænd ellers kunde
fordre, men bestemte i dets sted, at de to gange aarlig skulde
betale den kongelige ombudsmand en afgift af 10 mrk. norsk;
heller ikke skulde de sagsøges paa anden maade end for den
kongelige ombudsmand og lagmanden. De skulde efter dette
betragtes som hørende under kongsgaardens jurisdiktion og
staaende under kongens særdeles beskyttelse.
Naar de hanseatiske kjøbmænd paa grund af krig mellem
Hanseforbundet og Norge forlod byen, synes haandværkerne ikke
at være reist bort. Sandsynligvis er skomagerne blevet siddende
som kongens leieboere og under hans værn, og de betragtedes
vel ogsaa som uundværlige.
Den 8de august 1372 udstedte kongen en retterbod for
skomagerne i Bergen, da tyske skomagere havde klaget over, at
andre sutere skadet deres næring ved at sidde inden byens
grændser og arbeide sko til udsalg mod den sædvane, som før
havde været. Efter ordene i leiekontrakten af 1330 bestemte
kongen, at ingen skomager skulde sidde indenfor byen og gjøre
nye sko, undtagen de tyske, som boede sammen i en gaard,
Sutaregaarden, dog kunde biskopen have en suter i sin gaard til
sine folk, men ban skulde ikke arbeide for salg til andre.
Det var tilladt at flikke og reparere skotøi udenfor
Vaagsbotnen, men ikke at gjøre nye sko.
Grunden til et saa mærkelig forbud, som at kun tyskere
skulde kunne forarbeide sko og støvler til salg i Bergen, er ikke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
