Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
NATURLIG BESKAFFENHED.
27
saa arbeidet er uoverkommeligt. Paa den anden side er den
blotte topografiske beskrivelse af fjelde, fjorde og dale, hvor
nøiagtig den end kunde faaes, ikke tilstrækkelig i disse egne med
saa stor kraft og skjønhed; der trænges farver og kolorit for at
give et begreb.
Den vidunderlige natur i dette amt er besunget og beskrevet
af digtere og forfattere. Wergeland har fra sin reise i Sogn nogle
digte, mest bekjendt er hans digt «Sognefjorden».
Welhaven siger i sit digt «Bergens stift» :
’ I)er har Herren stillet
for din ringhed almagt billed,
der er orgelklang fra fjeld og fjord.»
Asbjørnsen og Elster har ogsaa skildret naturen i denne
landsdel. En god beskrivelse af naturen i Sogn skyldes Axel Blytt.
Mange kunstnere har malet billeder fra Sogn og Nordfjord.
Et ikke ringe bidrag til kjendskab til amtet har i den sidste
menneskealder tindebestigere og brævandrere givet, særlig fra
Horungerne og Jostedalsbræen, hvortil kommer reisehaandbøgernes
oplysninger, af hvilke særlig er benyttet Y. Nielsens Reisehaandbog
over Norge.
Et stort antal tildels overmaade gode fotografier er i handelen
og let tilgjængelige.
En række af gode billeder fra havet og op til høifjeldet har
digteren Kristian Elster tegnet i et stykke, som heder «Om
modsætningen mellem det vestlige og øst-lige Norge». Elster voksede
op i Søndfjord, og det er disse egne, han vel nærmest har tænkt
paa, hvor han skildrer den vestlandske natur:
«Ved det første syn af Vestlandet, naar man kommer seilende
ind fra havet, kryber man ligefrem sammen under et overvældende
indtryk af uhygge. Et godt stykke ude i havet modtages man
af en rad låve, hvidgraa skjær. Og omkring disse graagamle
stenvagter, der ligger og ser med et ondt øie efter hvert skib,
som seiler frelst forbi, gaar der en evig urolig budsending af
brydende bølger, og over den stiger og synker sjøfuglene med
kolde skrig. Det er, som om der var et uhyggeligt samfund
mellem dette hav, disse skjær og disse fugle. Kommer man
længere ind, dukker der op bag det låve gjærde af skjær og
holm er et eneste uhyre, sort fjeldbryst, der ligger og tager mod
det indgaaende hav. Endnu er der ikke spor at se af
menneskehjem i denne sten- og havørk, og man venter heller ikke at finde
det. Men ligesom dukkende op af dybet eller springende frem af
selve fjeldgrunden seiler der med ét en liden havby eller mindre
husklynge frem paa den golde kyst; det er netop saa vidt man
faar et lidet skimt af en del hvide huse i uregelmæssigt leie
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
