Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
38
NORDRE BERGENHUS AMT.
af Sognefjorden, der, som Keilhau udtrykker sig, ikke standser,
førend den med sine bølger næsten beskyller foden af
Skagastøls-finderne; men betragter man det hele Vestland under ét, saa er der
her, som de høieste toppes fordeling viser, ogsaa et regelmæssigt
affald mod vest som mod øst, kun at affaldet mod vest er
steilere, 1/s til 1°, medens skraaningen fra Galdhøpiggens top til
havet mod sydøst kun vil udgjøre 1/s grad og mindre. Derhos
er affaldet mod vest ganske anderledes sønderskaaret af dybe
fjorde og fjorddale end skraaningen østover. Det er sandt, at
fjordsiderne paa mange steder er overmaade steile, ofte for øiet
næsten lodrette, selv hvor skraaningen i virkeligheden kun er 50°.
Hvis man trækker en linje fra Skagastølstinden (2400 meter høi)
til fjorden inderst i Lyster, saa er afstanden 15 km., eller den
vinkel, som en linje fra tinden til fjorden danner med horizonten,
er ikke mere end lidt over
Den Keilhauske opfatning af Norges fjeldbygning er nærmere
udviklet af P. A. Munch i Gæa norvegica; dog er der i Munchs
fremstilling en væsentlig modifikation at gjøre specielt for dette
amt. Munch giver følgende generalprofil for Norge og Sverige:
«Man trække grundlinjen, der forestiller havets niveau, afsætte
her den hele bredde af den skandinaviske halvø fra Bergen til
Stockholm, en strækning paa ca. 100 tyske mil; man lade den
vestlige kyst hæve sig med en vinkel paa omkring 45° til et
punkt 3500 eller endog 4000 fod over grundlinjen; man
drage i denne høide en med grundlinjen parallel linje, hvis længde
omtrent beløber sig til en tredjedel af hin længde, og forbinde
dens østlige endepunkt med grundlinjens østlige endepunkt. Da
vil den øvre linje med sin 45° steile stigning i vest og sin
gradvise aftagen i høide mod øst saa omtrentlig betegne generalprofilet
for den skandinaviske halvø.»
Det er her straks klart, at den skraaning paa 45°, som
Munch angiver for vestkysten, er for stor; selv om vi vælger
den høieste top Galdhøpiggen og trækker en linje fra kysten til
denne, saa vil skraaningen ikke blive 1°, og overhovedet vil
planet gjennem alle de høieste toppe paa Vestlandet fra kysten
i det store kun have en skraaning variabel fra 1/t til 1°. Hvis
skraaningen paa Vestlandet hævede sig med en vinkel paa 45°
til en høide paa 3500 til 4000 fod, saa ser man let, at følgen
heraf vilde være, at man i en afstand fra kysten paa 3500 til
4000 fod skulde have fjelde paa 3500 til 4000 fod, hvad der som
bekjendt ikke er tilfælde ved vor vestkyst.
Sexe følger i det hele Keilhaus og Munchs opfatning af
landets fjeldbygning, men bemærker om Vestlandet, at det
frembyder et vildt orografisk kaos, hvad enten man ser det fra havet
eller i fugleperspektiv. Unegtelig giver hele vort Vestland med
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
