- Project Runeberg -  Norges Land og Folk, statistisk og topografisk beskrevet / XIV. Nordre Bergenshus Amt. Første del (1901) /
71

(1885-1921) Author: Amund Helland, Anders Nicolai Kiær, Johan Ludvig Nils Henrik Vibe, Boye Strøm
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

NATURLIG BESKAFFENHED.

71

I 1836 bestemte T. H. Broch Skagastølstinden trigonometrisk.

I 1841 og 1842 maalte artilleriløitnant, senere general
Wergeland fjeldene her og fandt, at Galdhøpiggen var Norges høieste
fjeldtop; der havde nemlig været tvil om, hvorvidt Store
Skaga-stølstind ikke var Norges høieste fjeld.

En af de første turister i disse egne er Arbo, som i 1854
gjennemvandrede dalen østenfor Horungtinderne, idet han gik ifra
Vetti opover til Vormeli og derfra paa vestsiden af Maradalene
udover til Afdal.

Detailkartet over Horungerne er optaget i 1868 af kaptein
H. L. Lund, og da blev Store Skagastølstindens høide maalt til
7 650 norske fod eller 2 400 meter.

Efter de omtalte bestigninger eller forsøg paa bestigninger i
1820 og de følgende aar gaar der en række af aar, i hvilke
ingen igjen har forsøgt at bestige eller besteget nogen af
Skaga-stølstinderne. En af Skagastølstinderne, vistnok den samme
Nordre Skagastølstind, som blev besteget af Keilhau og Boeck,
besøgtes i sekstiaarene af 2 englændere.

Imidlertid begyndte omkring 1860 Jotunfjeldene at blive
stadig bereist om sommeren, særlig dog den østlige del af
Jotunfjeldene. Navnet Jotunheimen, som nu er almindelig brugt, skyldes
A. O. Vinje. I disse høifjelde, hvor det før var vanskeligt at friste
livet, og hvor de sjeldne vandrere maatte tilbringe natten i
fæ-lægere eller paa sætre, hvor stellet — paa vestsiden ialfald —
var meget primitivt, reiste der sig faste turisthytter, og senere
flk disse hotelagtig indredning paa mange steder. Men endnu
saa sent som først i ottiaarene kunde man i denne egn af
Jotunfjeldene reise en hel sommer uden at træffe paa andre reisende,
og man flk endnu da overnatte paa sætre, der ikke var indrettet
paa besøg af reisende.

Den egentlige periode for tindebestigninger i Horungerne
begynder med Slingsbys og Mohns bestigning af Gjertvastind eller
Østlige Styggedalstind den 20de juli 1876.

Store Skagastølstind blev først besteget den 21 juli 1876 af
Wm. Cecil Slingsby.

Kjendskabet til Horungernes gruppe og deres tinder og bræer
er, foruden selvfølgelig først og fremst ved optagelsen af kartet i
1868, særlig udvidet ved E. Mohns, Wm. Cecil Slingsbys og Carl Halls
vandringer. Særlig har den sidste systematisk i en række af aar
udfundet veie til ubestegne tinder og foretaget vandringer over
vanskelige tinderygge.

Efter Slingsbys bestigning af Store Skagastølstinden fulgte
nye bestigninger og ei alene af denne tind, men ogsaa af andre
tinder i Horungernes gruppe, og efterhaanden som antallet af
jomfruelige toppe blev mindre og mindre, begyndte tindebestigerne

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 20:44:49 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/norgeslof/14-1/0087.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free