- Project Runeberg -  Norges Land og Folk, statistisk og topografisk beskrevet / XIV. Nordre Bergenshus Amt. Første del (1901) /
424

(1885-1921) Author: Amund Helland, Anders Nicolai Kiær, Johan Ludvig Nils Henrik Vibe, Boye Strøm
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

424

NORDRE BERGENHUS AMT.

for fodringen. Aarsfodringen for faarene bliver paa denne
maade meget billig, og der kan holdes et forholdsvis stort
antal faar.

Sterke snevintre, der undertiden herjer lige ud til de yderste
øer, er hyppig skjæbnesvangre for udgangerfaaret. Enten maa
eieren i saadanne vintre kjøbe foder, forsaavidt det er at opdrive,
eller faarene maa sulte.

De racer af faar, som har været holdt i amtet, er det norske
landfaar, det skotske black /ami-faar og det engelske cheviot.

Vort eget landfaar er opvokset under smaa kaar og er blevet
noget forkrøblet gjennem aarhundreders sult og vanrøgt. Hvor
man imidlertid ikke kan yde rigeligere foder og bedre pleie, bør
man vistnok helst holde sig til dette faar, da man med det
ikke resikerer nogen nedgang.

Det kan utvilsomt komme sig op, endog godt under
gunstigere livsvilkaar, og dets nøisomhed og haardførhed gjør det
fortrinsvis skikket for mange af de af naturen karrigt udrustede
steder langs kysten. Men for opdræt for eksport egner faaret
sig ikke paa grund af sin lille, lette krop og den svage udvikling
af kjødpartierne.

Paa Lærdals præstegaard var allerede i begyndelsen af det
nittende aarhundrede en engelsk race med fin og krøllet uld.
Paa gaarden Rikeim var man da ogsaa begyndt at forædle faareracen
ved spanske vædere, hvilket sagdes at lykkes fortræffelig.

Hvor man kan fodre godt og underholde større faar, da
egner ren cheviot sig bedst; den trives udmærket, opfylder
fordringer til kjød- og uldrigdom og holder sig godt, naar det faar
tilstrækkelig næring.

Cheviot f aar et hører hjemme i Skotland og var oprindelig ikke
meget stort og nærmest kortuldet. Det havde en god, tætsluttet
kropsbygning, velsmagende kjød og var haardført. Men allerede
tidlig begyndte man for at skaffe stort slagtekvæg i England at
opblande det med dishley, og nutidens cheviot er vanskelig at
adskille fra dishley og saagodtsom gaaet op i dette. Det er
dog noget mindre og har en tættere og grovere uldpels, og denne
sidste egenskab gjør, at noget af den tidligere haardførhed er
bevaret. For at opnaa stor slagtevægt opgav man for endel
fordringen paa haardførhed en; man krydsede med dishley,
indskrænkede udgangen og gav et rigeligere vinterfoder. Faaret har
dog bibeholdt saa meget af de oprindelige egenskaber, at det
egner sig for vort faarehold.

Der har i amtet været holdt hjorde af gode cheviotfaar,
hvorfra der har været anledning til at faa stamdyr; denne anledning
har været benyttet i stor udstrækning, saa at faarene for en stor
del er blandinger af cheviot.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 20:44:49 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/norgeslof/14-1/0440.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free