Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
484
NORDRE HERGENHl’S AMT.
indreder sig og vedligeholder midlertidige sommerstationer,
hvorfra den har vid udsigt om dagen, og hvor den har sin soveplads
om natten. I de senere aar er legeme for det meste i forfald,
da bjørnen holder paa at udryddes. Fjærland var indtil for faa
aar siden bekjendt som opholdssted for bjørne. Nu antager
kyndige folk, at der blot er 3, høist 4 tilbage i hele Fjærland.
Man kjender temmelig nøiagtig, hvor hver enkelt pleier at holde til.
Et bjørneleger er undertiden en over et par meter lang og
en meter bred fordybning i jorden, foret med tørre kviste og
løv og med et naturligt tag af løvrige grene og buske.
Bjørn angav Kraft i 1830 som forekommende i alle
fogderiets præstegjeld, og da anrettede den ofte ødelæggelser paa
kreaturerne paa sætrene. Det var næsten udelukkende jostedølerne
og nogle faa fra Leikanger og Hafslo, som drev paa bjørnejagt,
og de reiste omkring i Indre Sogn og fældte omtrent et snes
bjørne aarlig.
I det hele taget er de indre herreder og fjordherrederne
endnu som regel opholdssted for bjørne, medens den mangler i
kystherrederne.
Ulven, varg eller graabein (canis lupus), var i tidligere tider
særdeles talrig i amtet. ’I de 25 aar fra 1846—1870 er der
saaledes fældet 202 ulve; i de sidste 25 aar derimod er der
ikke betalt skudpræmie for en eneste ulv.
J. A. Krogh, som skrev sin beskrivelse af Nordfjord omkring
1780, fortæller om ulven i Nordfjord: «For 50 til 60 Aar siden
vidste man her ikke af dette Rovdyr; siden indfandt den sig
her et Snees Aar i saadan Mængde, at Ingen turde nogen Tid
slippe sit Qvæg ud, medmindre Folk gik med for at vogte det;
men da man begyndte noget almindelig, deels at lægge ud
forgiftede Aadsler, hvori den betydeligste Gift var Ulve-Mosen
(lichen vulpinus), deels allesteds at jage i Markerne, og over de
smaae Eide at udspænde Baste-Touge, begyndte de kjendelig at
forsvinde, saa man i en Tid af 10 til 12 Aar blev her ganske
befriet fra dem; men nu have de atter i et halvt Snees Aar
begyndt at indfinde sig, dog ikke slet i den Mængde som tilforn,
ikke heller endnu paa den søndre Side af den Hovedfjord, hvoraf
Nordfjord for Størstedelen bestaaer, men have alene holdt sig
hidindtil paa den nordre Side, der grændser imod Fogderiet
Søndmør, hvilket udentvivl er et Bevis paa, at de ere komne
nordenfra.»
Kraft skriver i 1830, at Sogn i en række af aar havde
været aldeles fri for ulve; men de kom i begyndelsen af 1826,
formodentlig fra Gudbrandsdalen, igjen ned i Lyster, Hafslo og
Sogndal og dræbte der mange kreaturer, da man ikke forstod at
skyde eller fange dem.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
