- Project Runeberg -  Norges Land og Folk, statistisk og topografisk beskrevet / XIV. Nordre Bergenshus Amt. Første del (1901) /
568

(1885-1921) Author: Amund Helland, Anders Nicolai Kiær, Johan Ludvig Nils Henrik Vibe, Boye Strøm
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

568 NORDRE HERGENHl’S AMT.

værdifulde stoffe gaar bort i gjærvæsken, og fabrikanten kan kun
betale lidet eller intet for asken af gjæret tang.

Ved tangens forbrænding til aske skiller man mellem
tangkul og tangaske. I denne sidste, der i Frankrige kaldes varech,
i Skotland kelp, er alt kul i tangen brændt. For tangbrænderen
er tangkul utvilsomt at foretrække, idet tangen leverer noget
mindre vægt af aske end af tangkul, paa grund af at disse sidste
indholder noget uforbrændt kul.

Før brændingen samles tangen i dynger paa fjeldgrund eller
paa stenunderlag; man antænder først lidt spaan, og dækker lidt
efter lidt med tør tang, saaledes at flammen stadig forhindres
fra at slaa ud. Vil man have klep brændes tangen i store
dynger, der af og til kan dækkes med lidt fugtig tang; ved den høie
temperatur, som herved fremkaldes, vil asken under
forbrændingen bage sig sammen til en haard slagagtig masse eller
klumper, der er kelp. En saadan dynge kan, alt efter den
mængde tang der er forbrændt, efterlade fra 20—100 kg. aske,
og man regner i regelen, at 22 dele vaad tang giver 1 del kelp.
Ved tangkul gaar man frem paa en lignende maade, dog brændes
disse aldrig i store, men helst i smaa dynger, og man sørger
for med en ildrage at faa fremdraget den forkullede tang
efterhvert, som tangen brænder ned.

Naar en dynge er afbrændt, udrages og spredes den glødende
aske saa den hurtig afkjøles; paaslukning med større mængder
vand maa aldrig finde sted.

At forbrænde tang i altfor store dynger er utilraadeligt, da
endel af de jodforbindelser, der er tilstede i tangen, ved den
herved fremkaldte høie temperatur vil forflygtige; derimod vilde det
være heldigt, at forbrændingen foregik i gruber nedgravet 2—3
fod i jorden, hvorved man vilde erholde noget mere i vægt, paa
samme tid som fabrikanten erholdt et jodrigere materiale.

Drivtang maa man aldrig opsamle, naar den har ligget
længere tid i stranden og for endel er gaaet i forraadnelse. Tiden,
hvori tangen kan henligge, efterat sjøen har kastet den op,
retter sig selvfølgelig efter aarstiden, om vaaren 8 å 10 dage,
om sommeren i det høieste 4—5 dage, før den bringes paa
tørrepladsen.

Askens forsendelse til fabriken sker enten i sække med
dampskib eller løs i mindre fartøier; fartøiet maa være tæt, saa
ikke sjøen kommer op i lasten og opløser asken, hvorved den
bliver aldeles værdiløs.

I ældre tid var der et potaskekogeri og et saltsyderi ved
gaarden Nes i Lyster præstegjeld. Ved gaarden Øvre Amle var
ligeledes et potaskekogeri, og der producertes aarlig henimod 200
centner.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 20:44:49 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/norgeslof/14-1/0584.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free