Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
42 NORDRE BERGENHL’S AMT.
«I Indre Holmedals præstegjeld var Ingebrigt Mjeld (død
1818 henved 100 aar gammel) den sidste, som der i bygden brugte
langt skjeg. — Dette var engang præsternes prydelse (se
por-træterne af Peder Claussøn og Peder Dass med flere). Den
sjællandske biskop Bornemann (død 1710) bar langt, hvidt skjeg,
som han paa reiser beskyttede med en sort fløielspung. Der blev
endog udstedt en paamindelse om, at præsterne burde følge denne
skik at bære langt skjeg, men de mente, at de raadede selv for
sit skjeg, og skikken blev aflagt.
En af de sidste langskjeggede præster var I. H. Wolff, død i
Manger 1839, 92 aar gammel. — Hos civile og militære
embedsmænd var langt skjeg meget tidligere gaaet af brug; derimod holdt
det sig hos bonden og lensmændene, i det mindste i Bergens
stift (især i Søndre Bergenhus). Den sidste borger i Bergen, som
brugte det, var en farver med fornavn Petter og derfor kaldt
«Skjegge-Petter» (død omtr. 1800). Da parykkerne indførtes,
forsvandt det lange skjeg. Den franske reisende de Latoenaye
taler ogsaa i 1799 om de langskjeggede folk i Nordre
Bergenhus, og P. A. Heiberg gjør den bemærkning («Tre Aar i
Bergen», 1829), at man i Bergens stift kaldte fine folk for
«parykker».
Oplysningen er i det hele god, og det er nu almindeligt, at
alle kan læse og skrive, ja i de senere aar efter den nye
skolelovs indførelse kan man opleve, at skydsgutten pludselig
begynder at tale om luftens surstof som en luftart, hvis tilværelse er
ham bekjendt.
Allerede i slutningen af attende aarhundrede synes det efter
H. Arentz at have været almindeligt, at folk kunde læse:
«Skrivekunsten har paa nogen Tid meget tiltaget i
Sønd-fjord og tegner til at skulle blive med Tiden temmelig almindelig,
da de Unge af Mandkjønnet alt meer og meer begynder ikke
allene at vænne sig til at læse Skrift, hvilket her kaldes
brevsynet, men- og lægge sig efter Skrivningen selv. Det er allerede
ikke nogen stor Sjeldenhed at see Breve, Indlægge i Retterne, ja
endog Memorialer til Øvrighederne forfattede og skrevne af
Bønder, og det saa nogenlunde læseligen og forstaaeligen, at de
til Nød gaae an.
At kunne læse inden i en trykt Bog, især i sin Forklarings-,
Evangeliums- og Psalmebog, er ganske almindeligt, og hermed
saavidt kommet, at det mestendeels ansees for en Skam ikke at
kunne læse i Bog.»
Allerede i Kristian IV’s tid begyndte enkelte folk at læse
og skrive. Navnlig var dette tilfældet i enkelte bygder i Hardanger,
Sogn, Nordfjord, Gudbrandsdalen og hist og her i det
trondhjemske.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
