Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
BEFOLKNING.
625
at sove og spise grundig. Naar sildefiskerierne slaar ind, kan
der arbeides flere uger i træk, uforfærdet og flinkt, saalænge det
staar paa, hvorefter man dovner sig. Da der var store
vaarsild-fiskerier, kunde bønderne om sommerdagen være beskjæftigede alene
med at bøte sildegarn, medens kvinderne stellede gaarden. Det er
derfor rimeligt nok, at de næsten altid har god tid, og det er
da ogsaa yderst sjelden, at man ser kystbefolkningen skynde sig
med noget, hvad enten det er arbeide eller en besked.
Lægerne siger, at der blandt kystbefolkningen er en hel del
nervøsitet og neurastheni. Neurastheni er ikke sjelden paa
landsbygden. Denne tilstand findes ikke blot i de overeiviliserede
samfundslag.
Det er sagt, at i sammenhæng med dette nervøse
temperament staar vistnok ogsaa adskillige træk i omgangstonen, den
store hensyntagen til andres følelser, frygt for at saare disse og
det dermed sammenhængende vidtløftige ceremoniel.
Om skikkene forøvrigt oplyser nogle ældre forfattere:
Blom bemærker om hilsener, at i Sogn og flere egne har
de den skik at hilse ved at kysse paa sin haand og byde den
fremmede den. De siger derhos «Gud signe!» —- «godt mot!»
(godt møde!) — «velkommen til!».
Stiftamtmand Christie siger i sine optegnelser i Bergens
musæum:
«Den overalt i Norge brugelige skik, at man ved møder og
sammenkomster saavel i den frie luft som inde i husene, hvor
man taler venskabeligen sammen, hilser paa hinanden ved at
give hinanden hænderne, iagttages ogsaa af bønderne i Bergens
stift; men disse gjør den forskjel i henseende til
haandræknin-gen, at de, naar de hilser paa en overmand eller paa nogen, som
de vil vise særdeles ærbødighed, kysser eller rettere slikker paa
sin egen haand, førend de rækker den frem. En moder, som
har sit barn med sig, glemmer aldrig at erindre dette om at
kysse paa haanden, inden det byder den frem til hilsning. At
nægte at modtage en haand, hvorpaa der saaledes er kysset,
ansees som en fornærmelse. — Naar bønderne er stedt i stor
forlegenhed og ret indstændigen beder om noget hos en person,
som de enten allerede har hilset paa, eller som de ikke kan naa
hen til, fordi han er for langt borte, da kysser de stedse paa
sin egen haand og vender den hen mod vedkommende, som de
henvender sig til. Det samme gjør de ogsaa, naar de som
betlere anholder om almisse eller takker for samme.»
Han mener, at skikken er meget gammel og stammer fra
Orienten.
Stiftamtmand Christies optegnelser (i Bergens musæum)
indeholder om brugen af langt skjeg følgende:
40 — Nordre Bergenhufi amt.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
