Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
6 »o NORDKE BERGENHUS AMT.
(Over Sognefjorden.) «Baadfolkene, som almindeligvis er
meget rimelige paa sjøen, ophører ulykkeligvis at være det, naar
de gaar iland. Vante til at holde sig rolige under fiskeriet,
saalænge garnet er i sjøen, bander de først, naar de ved at hale det
ind opdager, at der ikke er meget fisk i det; saaledes bærer de
sig ogsaa ad med den reisende. De behandler ham godt, indtil
betalingen skal ud ; men naar de har faaet den, bander og støier
de for at faa mer, hvormeget han end har givet dem. –-Jeg
havde paa mine reiser altid en pistol med mig, som aldrig var
ladet, fordi den manglede aftrækker og fjær. Ved store
anledninger anstiller jeg mig da meget vred, trækker det frygtelige
instrument frem af min vadsæk og stikker det i lommen, saa
alle ser det; derefter anbringer jeg mig i en krog og tiltaler mine
angribere, som ellers vilde komme mig for nær og meget vel
kunde gjøre ende paa mig. Ved min ilandstigning, omgiven
af mine tre fiskere og husets folk, som skreg med dem uden
at vide hvorfor, arrangerede jeg mig som ovenfor beskrevet
og raabte med skrækindjagende stemme: «Hvem af eder vover
nu at komme mig nær?» Min heroiske holdning lod mine folk
skjønne, at jeg ikke var nogen almindelig fisk, og de trak sig
snart tilbage med undskyldninger og komplimenter. Jeg havde
betalt dem 1/s mere, end jeg skulde, og havde jeg givet mere,
vilde intet kunnet tilfredsstille dem.»
«Oldingerne i denne landsdel bærer temmelig almindelig skjeg,
men i Lindaas bærer alle mænd det. — — Det var ikke uden
møie, at jeg kunde overtale folkene til at give mig en hest
en mils vei; det var altfor sent, sagde de, eftersom klokken slog
12. Der maatte nemlig regnes mindst 3 timer paa milen, lige
saa megen tid til tilbagereisen, en times hvil og en time til at
finde hesten, ialt 8 timer, og disse folk er bange for troldskab.
Naar solen er gaaet ned, tyr de ind i hus, og vil ikke for nogen
pris gaa ud.
Den skjeggeper, som skulde være min fører, paastod, at min
vadsæk var altfor tung for hans hest, og følgelig tog han den
paa sine skuldre. Det gjorde mig ondt at se det, men for en
bagatel havde han gjerne taget mig ogsaa og sat mig skrævs
over vadsækken for at spare hesten. — — Denne pokkers fyr
fulgte mig, saaledes «ekviperet», og kom frem lige saa fort
som jeg.»
I begyndelsen af december forlod Ijatocnai/e Bergen for at
reise overland til Kristiania og fik saaledes endnu en gang føie,
hvad det vilde sige at reise i Nordre Bergenhus amt i den ublide
aarstid. Da han kom til Gudvangen, var det inderste af fjorden
tilfrosset, dog ikke saa fast, at isen var gaaende; han maatte
derfor bruge fjeldveien paa vestsiden af fjorden. Tre mand med
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
