Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
782 NORDRE BERGENHL’S AMT.
fine ornamentik, saaledes at uligheden endog er mindre, end man
efter landenes forskjellige naturforhold skulde have ventet.
Efter myntfundenes vidnesbyrd begyndte denne indflydelse
kort efter romernes erobringer i Gallien og Germanien ved Kristi
tider, den blev afbrudt ved folkevandringerne, men atter fortsat,
ogsaa fra det byzantinske rige lige til det 7de aarhundrede, da
der fremtræder en ny, selvstændig nordisk kultur, der omfatter
hedenskabets sidste tre eller fire aarhundreder i Norden, og som
især i Norge har efterladt sig talrige minder.
Fra disse tider, den ældre jernalder, er mange guldfund,
navnlig smykker, vægtige ringe til prydelse af baade haand og
hoved, sverdprydelser med filigranszirater, videre guldbrakteater
eller runde plader, der enkeltvis eller sammenfattede benyttes
som halssmykker. Foruden smykkeringe har man ogsaa fundet
ringe, hvis form tilkjendegiver, at de ikke har kunnet være
smykker, men betalingsringe, der kunde ophugges, og saaledes
anvendtes til betalingsmiddel i handel.
Denne guldrigdom i Norden sættes i forbindelse med den
omstændighed, at keiserne i Konstantinopel i denne tid maatte
betale betydelige tributer til germanerne. De paa de fundne
mynter afbildede keisere eller keiserinder er de samme, som efter
annalerne var tributbetalende.
Et af de vigtigste beviser paa den romerske kulturs
indflydelse nordover er germanernes runer. Germanerne lærte af
romerne at fæstne sine tanker for efterslegten. Disse stive tegn,
runerne, stammer fra de romerske, enkeltvis de græske bogstaver.
Forskjellen lader sig let forklare, naar man tager i betragtning,
at runerne ristedes i træ, hvor man, for at gjøre dem synlige,
maatte tage hensyn til træets aarer, eller i sten.
Runerne viste sig først hos germanerne et par hundrede aar
efter Kristi fødsel.
Sproget i de ældste runeindskrifter beviser, at det er
germanske folk, som gjennem hele jernalderen har boet i Norden.
Man adskiller runerne i to store grupper og henfører dem til de
to efter hverandre følgende beslegtede kulturperioder, den ældre
og den yngre jernalder.
Fra Nordre Bergenhus amt er der to indskrifter med ældre
runer. Den ene sees paa en guldbrakteat, som i april 1861 blev
fundet paa en gaard i Sogndal i Sogn. Den er nu i Bergens
museum. Dens tvermaal ved randen er ubetydelig over 2 cm.
Den har indfatningsrand rundt om, og er perlet undtagen nærmest
hempen, som er fæstet i den og er forholdsvis stor. Den
forestiller et menneskeligt hoved med sædvanlig haaropsætning over
et firføddet dyr, vendt tilhøire. Dyret har korte, spidse øren og
lang, udrakt tunge, krummet indad og endende med en liden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
