Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
FISKERIER.
777
stemmige beretning kunde fordrives ved dette middel. Naar de
nu havde seilet en dag eller et jevndøgn, var de sædvanlig komne
til Storeggen, 12 mil fra land, som let kunde mærkes af den
sterke strøm, der gaar fra syd til nord. Var der ingen strøm,
hvad der var meget sjelden, kastede de anker ud og fiskede rolig,
men oftest maatte de lade baaden drive med strømmen, medens
de fiskede, da snøret ellers vilde staa paa skraa uden at synke
tilbunds. Naar de af strømmen var drevne et par mil mod nord,
satte de seil paa for at komme op til det forrige sted igjen, hvor
de fiskede paa samme maade som før. Undertiden var strømmen
saa sterk, at de maatte seile ud af strømranden eller strømmens
strideste løb; selv i den skarpeste kuling kunde de ikke seile
imod, og da var der liden eller ingen fangst at haabe, da
fisken altid holder til tæt ved bergkanten eller eggen af
dybet, hvor den sterkeste strøm gaar. Saalænge nordenvinden
varede, kunde fiskerne uden fare fortsætte fiskeriet, men
tegnede det til søndenvind, maatte de reise hjem igjen; de satte
alle seil til for at komme saa høit op mod syd som muligt.
Kysten strækker sig fra sydvest til nordøst, saa jo længer
man fra Storeggen kommer mod syd, jo nærmere kommer man
land, men jo mere man seiler mod nord, jo mere kommer man
tilhavs. Hvis søndenvinden traf disse fiskere for langt mod nord,
kunde de ikke naa op i sin rette kurs, men maatte fortsætte
mere og mere mod nord, og undertiden har de da ikke før efter
mange dages forløb kunnet naa sit hjem. De tiske, som de fik
paa eggen, var især lange og kveite, men undertiden ogsaa
adskillige store haafiske, saasom haabrand, haakjærring og haamær.
Det redskab, hvormed de fangedes, var djupsagn, en stor angel,
belagt med ørnefjær og messingtraad, og med en beite eller
madding, skaaret af bugen paa en fersk fisk. Dette kastedes ud
paa 90 til 120 favne, paa ringere dybde fiskedes her ikke; man
trak fiskesnoret 2 eller 3 favne op fra bunden igjen, saa angelen
hang fri for alle sjøvækster. Fiskeren kan let mærke, hvad slags
fisk det er, som bider. En lange rykker først heftig til, men
bliver hurtig sprængt og stikker derpaa hurtig op fra havbunden,
saa fiskeren hurtig maa hale snøret ind. En kveite har endnu
større kræfter og rykker ikke alene først overmaade heftig i snøret,
men sætter siden snart op, snart ned, saa fiskeren behændig maa
hale og fire; naar den var halet op til baaden, huggede fiskeren
sin klep, en jernkrog med skaft paa, i den, og trak den ind
i baaden, enten alene, om det var en maadelig stor kveite,
eller med hjælp, hvis den var meget stor. De store haafiske
trækkes mere jevnt, men dog tungt og besværlig, op; naar de
kom til siden af baaden, blev leveren skaaret ud af dem og
kroppen ladet igjen. Saadanne reiser gjorde man her i Haram
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
