Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
HANDEL OG SKIBSKAKT.
Sandsynligvis er torfisk fra Romsdals amt tidlig ført til
Bergen; thi allerede i det 12te aarhundrede var Bergen
hovedmarkedet for tørfisk. Nordlændingerne seilede til Bergen med
sin fisk, og bergenskjøbmændene seilede til Vaagestevnet i Lofoten
og fik snart hele Nordlands handel. Allerede i 1190—1191 hed
det om Bergen, at der fandtes «en saadan mængde tørfisk —
eller som den kaldes skreid — at det overgaar alt maal og tal».
I 1294 blev det i traktaterne med hanseaterne forbudt
fremmede kjøbmænd at handle nordenfor Bergen, og forbudet
gjen-toges i 1306 og i 1340. Al handel med fisk, særlig med tørfisk,
som da var den vigtigste handelsvare, henlagdes til Bergen, og
det er sandsynligt, at der var en lignende bestemmelse ældre
end 1294.
De love om handel, som udkom under Haakon V Magnussøn
(1299—1319), blev bestemmende for de senere kongers
handelspolitik. Ved retterbod af 1299 tilstodes der de norske byer
eneret til indenlandsk handel, hvad de ikke tidligere havde havt,
men først i 1364 fik byerne eneret til udenlandsk handel.
I det 14de aarhundrede gik det tilbage med nordmændenes
handel; sortedøden affolkede særlig byerne, og hanseaterne flk
overmagten og trængte nordmændene og de paa Norge seilende
engelskmænd ud af konkurrancen.
Kongemagten forsøgte at lede handelen til kjøbstædernes
fordel. Den almindelige lyst til at fare med kjøbmandskab søgte
den at standse ved at sætte en smule kapital som betingelse for
ret til at drive handel. 1 1260 heder det i en kongelig
forordning, at det er meget vanskeligt at faa arbeidsmænd i herredet,
alle vil fare i kjøbfærder, derfor maatte ingen mand fare i
kjob-færd, som eiede mindre end 3 mark gjældfrit. Dette forbud
gjaldt dog kun kjobmandsfærd ved sommertid, mellem de 2
kors-messer; vistnok forat ikke jordbruget i denne aarstid skulde lide
mangel paa arbeidskræfter.
Et rigsmøde i Tønsberg 1381 forhøiede formuesgrændsen til
15 mark og bestemte, at ingen i by eller bygd skulde have lov
til at bygge kjøbmandsskib for at seile nord i landet eller til
skatlandene (Island, Færøerne, Orknøerne), medmindre de kunde
gjøre det paa egen bekostning uden at optage laan. Det blev
forbudt udlændinger at drive indkjøb i fjordene, og kjøbmændene
skulde flytte sit gods til kjøbstaden og sælge det der, ikke «holde
torv foran hver mands dør». Derimod kunde bønderne handle
sig imellem.
Olav Haakonssøn udstedte 1384 under et møde i Bergen en
forordning for at bringe Bergens og de nordenfjeldske kjobstæders
handel paa fode. Det heder her, at kjøbstæderne Bergen,
Trondhjem og Vaagen og de andre smaa kjøbstæder, som før har været.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
