Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
880
ROMSDALS AMT.
protesterede de bergenske kjøbmænd, og 1584 bestemte kongen,
at det skulde staa Bergens borgere frit for at handle der, mod
at Trondhjems borgere fik den samme ret i Bergenhus len.
Trønderne klagede over tilsidesættelse og ved dom af 1591, afsagt af
rigets raad i Kristian IV’s mindreaarighed, fastsattes, at
borgerskabet i Trondhjem burde uhindret beholde sin frihed i lenet,
men være forpligtet til at forskaffe folkene i de nævnte len
tilførsel paa, hvad de behøvede, og at sælge til dem for samme
pris, som borgerne af Bergen kunde, ellers skulde dette
privilegium være forbrudt. Dette bekræftedes 1602 ved en
herre-dagsdom. Men trønderne kunde ikke opfylde sine forpligtelser.
Claus Bagger, borgermester i Kjøbenhavn, fik 1602 bevilling
til med to kornskibe paa tilsammen 56 læster at reise til Romsdal
for at forsyne bønderne for billig penge med korn. Dyrtid og
misvækst havde foraarsaget mangel paa saakorn, hvorfor de
havde bedt kongen om hjælp.
Ved reskript af 1614 blev Lille-Fosen (Kristiansund) og Molde
betegnet som ladesteder under Trondhjem. Molde havde
sandsynligvis i en del aar udøvet fuld kjøbstadsret. Deres handlende
skulde nil tage borgerskab, og fra nævnte ladesteder maatte ingen
udførsel ske uden af tjære og trælast.
Disse bestemmelser formildedes ved kongebrev af 15de marts
1685 derhen, at de 4 sjolen (o: Namdal, Fosen, Nordmør og
Romsdal) maatte afsætte sine varer, til hvem de vilde, saafremt
«trondhjemmerne» ikke kjøbte dem inden 1ste mai, ligesom de
kunde sælge sin trælast og tjære til fremmede, som besøgte
havnene.
Kristian IV udstedte i 1625 et brev, hvori det heder, at der
paa de havne, hvor der ikke findes kjøbstæder, er mangel paa
fodevarer og saakorn; der dreves opkjøb og forprang. Han
befalede derfor, at i alle havnene i Norge, hvor der ingen
kjøbstæder var, skulde herefter frit indføres og forhandles til bønder
og andre alle slags korn til sæd og anden nødtørft, malt, mel,
erter, gryn, fisk og andre fødevarer, som blev ført did fra alle
steder i Danmark, Norge eller underliggende lande. Det kunde
ikke opkjøbes til forprang, før det havde ligget i 8 dage, saa at
den gemene mand frit og uhindret kunde have sin nødtørft for
betaling, som de bedst kunde forenes orn i penge eller vare. Der
tilføies dog, at denne bestemmelse ikke skulde være nogen
indskrænkning i kjøbstædernes privilegier.
1 1625 kom et forbud mod at salte sild med fransk salt,
hvorved «kjøbmandsgods ikke saa vel skal kunne forvares som
med det spanske salt». Længere ned i tiden blev indførsel af
fransk salt ligefrem forbudt. Samtidig fik fogden paa Nordmor,
Christopher Nilsson Tønder, bevilling til anlæg af saltsyderi i Hevne.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
