Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1042
ROMSDAI.S AMT.
ormen holdt mere end 1 alen over vandet, var som et
hestehoved, graat af farve og mulen ganske sort, der var meget store
sorte øine og et langt hvidt faks, som hang den over halsen i
sjøen: man saa 7 å 8 bugter af samme dyrs krop, som var meget
tyk, ligesom der ogsaa efter gisning var 1 favn imellem hver
bugt. Efter præsten paa Herø, Tuchsen, og nabopræsten var disse
sjøorme saa tykke som et dobbelt oksehoved, havde store
næseborer og blaa øine, som i frastand lignede -et par blanke
tintallerkener. Paa halsen havde de en man, som i frastand lignede
tang. Bævergjel skal de sky.
Den tyske professor i zoologi ved universitetet i Dorpat,
H. Rallike, har i «Weigman’s Archiv fiir Naturgeschiehte» 1841
berettet om sjøormen. Han meddeler, at han paa en reise, som
han foretog, indhentede oplysninger om det endnu gaadefulde
og omtvistede dyr sjøormen. Den gunstigste leilighed tilbød sig
i Kristiansund, i hvis omegn man ikke sjelden vilde have seet
dette dyr.
Rathke erfarede om sjøormen, at den hyppigst blev seet i
de større fjorde, sjelden i rum sjø. I de store mangegrenede
fjorde med øer ved Kristiansund lod den sig næsten aarlig se,
men kun i den varmeste aarstid, i hundedagene, og kun naar
luften var stille og vandets overflade ganske jevn. Kom vandet
i ringeste bevægelse, efterat den havde ladet sig se, forsvandt
den straks. Frygten for den var saa stor, at mange ellers modige
fiskere turde ikke reise paa vandet i hundedagene uden at
medtage am foetida (dyvelsdræk).
Man paastod, at naar den kastedes i vandet, fordrev den
dyret ved lugten. Endvidere raadedes fiskerne til at være ganske
stille, naar en sjøorm nærmede sig, og at høre op med at ro,
<- da enhver alarm lokkede dem nærmere.
For at faa flere saadanne blandt mængden omløbende beret
ninger henvendte Rathke sig til dem, som paastod at have seet
sjøormen med egne øine. Paa opfordring af kjøbmændene S. og
W. Knudtzon var der flere, som meddelte Rathke oplysninger om
sjøormen.
Nils Re havde seet sjøormen to gange, første gang i fjorden
bag ved hr. Knudtzons have. Han saa den dengang over i/a time.
Nogle fremmede, som befandt sig paa strandbredden ligeoverfor,
skjød paa den, hvorefter den forsvandt.
Den anden orm var liden, i det hele omtrent 44 fod, og
gjorde ved svømningen slangebevægelser, dels paa siden, dels op
og ned. Dens tykkelse syntes i forhold til dens længde at være
dobbelt saa stor som en sædvanlig slanges. Tykkelsen tog meget
af henimod haleenden. Hovedet hævede sig flere gange op af
vandet. Hovedet var noget spidst fortil, øinene var meget store
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
