Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1062
ROMSDAI.S AMT.
Paa sjøen maa visse gjenstande, især ikke dyr, nævnes med
sit rette navn.
Det havde efter Strøm været meget almindelig blandt vore
fiskere, at de paa sjøen, eller medens de fiskede, aldrig nævnte
nogen ting ved sit rette navn, men tillagde baade mennesker og
dyr visse opdigtede navne, som nu er gaaet af brug, eller i det
mindste ikke bruges uden skjæmtvis. Saaledes kaldtes en præst
-sidkofte», en ørn «væsa», en hest «firføtting», en ko «sidhale»,
en gjet «hornskaare», et svin «roskate» o.s.v.
Det er en i mange lande udbredt folketro, at det under visse
omstændigheder er uheldbringende at nævne visse ord og navn.
Af de af Strøm nævnte ord er hornskora efter H Ross endnu i
brug paa Søndmør. Flugs er i Nordmør og Fosen fiskernes navn
paa ørnen, saalænge de er paa sjøen.
Af den slags omgaaende benævnelser er der endnu flere i
brug langs kysten fra Romsdalen til og med Vesteraalen; saaledes
kaldes gjeten «skaaraa» paa Nordmør og «sag» i Vesteraalen.
Sammenlign Nordlands amts beskrivelse, bind II, pag. 467.
Ogsaa fra Færøerne og især fra Shetland kjendes lignende
«sjøord».
Dette sjøsprog, som man har anvendt for ikke at vække
havdæmonernes mishag, har efter Axel Olrik ældgamle rødder i
den nordiske kultur. En række shetlandske sjønavn er ord, som
ellers kun er bevaret i den gamle norrøne digtning. Olrik
paa-viser deres sammenhæng med Edda-digtet Alvissmål, som
indeholder de ord, hvormed forskjellige gjenstande benævnes i
menneskenes, æsernes, vanernes, alvernes, dvergenes og jotaernes
sprog.
Holterman ytrer i «Erindringer fra Kvernes præstegjeld 1879»:
( Paa havet holdtes det for tjenligst at ombytte mange
almindelige benævnelser med andre, saasom at kalde torden og lynild
«skarforra», mus «langrompa» o.s.v.
Sasçil. En hel del sagn knytter sig til Olav den hellige.
De fleste af disse er rent digt, som naar Olav den hellige kaster
en sjøorm paa fjeldet, hvor den endnu tegner sig som et lag af
marmor. Sagnene om hans reise gjennem Valdalen har vistnok
en historisk baggrund, men hvad der er overlevering, og hvad
der er hentet fra sagaerne, lader sig vel ikke altid afgjøre.
Ved Indre Søvde forekommer, efter Strøm, kalksten. I
kalkstenen er rundagtige huller, som ligner sporene af en hest, mere
trange oven- end nedentil, med flad bund. Deslige tilskreves
Sankt Olav, som engang skal have redet her, saa at hestens
fodspor sees endnu.
Saa er der kilder, der har faaet navn af St. Olavs kilder.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
