Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
BE TOLKNING.
1065
havde ladet sætte ild paa dem. Snorre beretter, at han satte sine
fem skibe op og lod tage vare paa seil og redskab.
Ovenfor Alstad, den øverste gaard i den nedre bygd, følger
Skjærsuren, eller den i historien saakaldte Sefsurd, og den er, siger
Strøm, en usædvanlig stor og fæl nr eller stendynge, bestaaende
af store udbrustne fjeldstykker, som ligger omtrent midt i dalen
mellem de to gaarde Alstad og Grønning; den strækker sig en
halv fjerding i længde, og indtager dalens hele bredde paa søndre
side, fra elven at regne og lige ned til fjeldfoden. Denne stenur
fandt St. Olav ved sin ankomst ganske ubanet og uoverstigelig,
og maatte derfor rydde sig en vei midt igjennem den, hvor den
er lavest, ved at vælte stene tilside, eller rettere ved at reise de
liggende stene op i veiret og fylde hullerne med jord og grus;
hvorved han endelig bragte det saa vidt, at han nogenledes kunde
komme fort, skjønt den banede vei ikke er bredere, end at et
menneske netop kan gaa eller ride derigjennem, og de paa begge
sider af veien opreiste stene staar saa høit i veiret, at de rækker
en voksen karl over hovedet. Hvad møie det har kostet ham at
bringe denne trange fodsti tilveie, kan sluttes deraf, at han
foruden sine egne soldater, 400 i tallet, maatte have 100 bønder til
hjælp, hvilke høvdingen Bruse skaffede; og endda havde han
(om man ellers vil tro historien) med alle disse folk intet kunnet
udrette, saafremt han ikke ved sine kraftige bønner havde
udvirket dette mirakel, at 20 mænd let kunde vælte den sten, som
100 mænd i begyndelsen ikke var istand til at rokke. Overalt
er man St. Olav endnu tak skyldig for denne vei, som den eneste,
der giver nogen retskaffen kommunikation mellem den øverste og
nederste part af dalen; thi omendskjønt der vel falder en anden
vei paa hin side af elven, hvor stenuren ikke strækker sig,
saa-bliver den dog kun sjelden brugt, fordi den er næsten ligesaa
trang, og desuden mere farlig, i henseende til de sammesteds
idelig nedløbende fonner (d. e. sne- og sten-skred), besynderlig
ved Kyrfonn. De øverste dalboere tager altsaa sædvanlig veien
gjennem Skjærsuren) saa ofte de skal besøge kirken eller andre
vestenfor uren beliggende steder, ligesom de nederste om foraaret
og efterhøsten driver sit kvæg derigjennem til og fra sæters ; men
da derfra, saalænge sommeren og høsten varer, intet kan bringes
ned i tønder eller store kar. saa maa den største del af
sæter-draatten aflægges og forvares paa de ovenfor uren liggende gaarde,
indtil vinterføret kommer, da denne hulvei fyldes med sne og
befares med slæder (Strøm). Veien er nu omlagt.
Om St. Olav igjen melder historien videre, at han, efter
megen udstanden besværlighed igjennem Skjærsuren, kom hen til
Grønningen, et paa deu tid øde og ubeboet sted, en fjerding vei
ovenfor uren, hvor han under telt, slog sig til rolighed natten
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
