Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1064
ROMSDAI.S AMT.
sig sagn og legender til, er nødvendig efter en lang tid, paa grund
af den plads, som Olav kom til at indtage som helgen.
Ved Skottet, et forbjerg i Stranden paa den sydlige side af
fjorden, var det, at Olav den hellige paa flugten hvilede natten
over; om morgenen var han forladt af sine høvdinger. Som
spor efter haus reiser viser sagnet det sted, hvor han lod sine
svin sætte paa land, og hvor disse efterlod sig synlige spor, idet
de rotede i fjeldet; i en fordybning i fjeldvæggen satte han sin
pengekiste.
Espehjell i Norddalen ligger paa et nes, og er mest bekjendt
under navn af Otterskind. Navnet kommer af et nær ved
stranden forekommende naturligt maleri paa den nøgne fjeldside,
hvilket i skabning og farve nogenledes ligner et udbredt oterskind.
Dog er det vist, at denne lu/us naturce (naturens leg) falder ikke
meget livagtig, skriver Stram; men nær ved er en anden tegning af
nogle i fjeldet gaaende hvide marmoraarer, og de ligner et
krudt-horn, hvilket i almindelighed kaldes St. Olavs snushorn. Da St.
Olav paa sin flugt kom her forbi, vikle han tage en pris tobak,
men kunde ikke faa noget ud af sit snushorn; da blev han saa
vred, at han i heftighed kastede hornet op mod fjeldsiden, hvor
det blev staaende fast, forvandlet til sten, som det kau sees den
dag idag.
Sjøorme)) eller St. Olavs slange sees fra Valdalsviken, naar man
bøier ind til fjorden; det er intet andet end en hvid marmoraare i
den steile fjeldside; den gaar i bugter nedad og kan nogenledes
lignes med en orm eller slange; men mister mere og mere ligheden,
jo nærmere man kommer. Om denne slange er denne legende:
Da St. Olav paa reise til Valdalen mødte en sjøorm, som gjorde
haus folk bange, sprang han hen til forstavnen i skibet, greb
ormén og kastede den op til fjeldsiden, hvor den blev siddende
fast, forvandlet til sten. Strøm beklager, at Olav den hellige ved
saa god leilighed ikke gav os en mere naturlig tegning eller
nøiagtig beskrivelse af sjøormen, hvis virkelighed mange nu maaske
drager ligesaa meget i tvil som helgenens mirakler.
Sagaens Korsbrekke, nu Langbrekken, omtales af Strøm som det
sted, hvor kongen sad og hvilede sig. Endnu saaes her i Strøms
tid paa høire haand, naar man gaar opad, et ganske simpelt
trækors, staaende omtrent midt paa veien, hvilket bærer navn af
St. Olavs kors og bliver bestandig, mere efter en gammel skik,
end af overtro, vedligeholdt af indbyggerne. Snorre omtaler, at
der i hans tid stod to kors. Nu er der et jernkors med nyere
indskrift. St. Olav har siddet paa dette sted, og vemodig
betragtet, hvorledes de skibe, som bragte ham til Valdalen,
stod i lys lue og brændte op i Valdalsviken, efterat han frivillig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
