Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1232
• ROMSDALS AMT
Den største dyrefigur er en elg, fra snude til bagpart 2’m.
lang og 1.55 m. høi. Konturerne af dyret er ridset inc! i fjeldet
ved 4 til 5 cm. brede og 1 til 1.5 cm. dybe linjer. Paa en
strækning af 15 m. er der videre indridset omkring 28 mindre
op til meterlange dyrefigurer, der vel skal forestille rensdyr. Et
af disse ligger paa ryggen. Desuden staar der omtrent 7 m.
vestlig for den store elg to rener, der minder om renflokkenes
vagtsimle.
Ved disse urgamle tegninger har Alexander Kielland i
«Naturen» 1903 anstillet nogle betragtninger over disse urfolks
opfatning af kunst:
Den lange, sammenhængende række i forskjellige grupper af
dyr maa uden tvivl for samtiden have været et overvældende
kunstværk, enten det nu skyldes en enkelt stor mester eller en
ræk ko kunstnere
Blandt de mange mindre og smaa dyr er der et enkelt meget
stort, som aabenbart er en elg; de andre er vel rensdyr, skjønt
jeg undrede mig paa, at der ikke ved et eneste af dem findes
antydning til, at hornene grener sig fremover.
Selve ristningen ser efter mit skjøn ud til at være uhyre
meget ældre end de ristninger af vikingeskibe, spiraler,
skaal-formige fordybninger og lignende, som jeg kjender fra min kant
af landet.
Særlig synes jeg, fremstillingen af elgsdyret ligner de
allerældste udskjæringer paa ben og tænder, som er fundne blandt
eskimoerne.
Men hvad jeg fremfor alt beundrer, er, at denne kunstner
har fundet paa at kaste et af dyrene paa ryggen med henene
i veiret.
Der er en saa forunderlig lang vei for mennesket til
begribelsen af kunst i afstøbninger og udhugninger, meget længere
end ved det tegnede og malede.
Der var engang en bondekone, som steg af kjærren nede
paa veien og nærmede sig varsomt til en liden broncedreng, der
sad i havens springvand. Da hun nøie havde betragtet figuren,
sagde hun med et slags angst: Herregud! det ser meste ud,
livor-som et badn; — hun havde aabenbart mere fornemmelse af, at
det var en fælslig naturdannelse end et tilsigtet værk af kunst.
Medens jeg stod og saa paa hin helleristning og stod paa
selve det skraa berg, hvor kunstneren for tusener af aar siden
har ligget paa knæ og hugget møisommeligen med sine
flinte-rneisler, da maatte jeg tænke paa, hvilket over al maade
betagende indtryk dette store kunstværk maa have gjort paa
samtid og lange tider efter. Her i dette landskab, som intet kan
forandre, er de komne hid gaaende og roende til dette berg, for
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
