Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1-296
llOMSDAI.S AMT
Fra (Mav Trygvessøns og Olav den helliges tid. Søndmør,
Romsdalen og Nordrnør forsøgtes først kristnet ved trusler af
Olav Trygvessøn i aaret 996.
Til et 4 fylkers thing nord paa Stad paa Dragseid kom
sogninger, fjordinger, søndmoringer og ronisdøler. Dragseid er det
ytre eid paa Stadlandet mellem Drage og Leikvang i Nordre
Bergenhns amt.
Kong Olav drog did med stort følge, som han havde havt
med østenfra landet, og ligesaa var med ham de, som havde
kommet til ham paa Rogaland og Hordaland. Paa thinget paabød
han kristendommens indførelse som paa andre steder.
Kongen havde en stor styrke, og de frygtede denne; tilsidst
gav kongen dem det valg enten at blive kristne og lade sig
døbe eller at stride med ham. Men bønderne saa ikke nogen
udsigt til med held at stride mod kongeu, og da valgte de at
kristnes. Kong Olav drog saa med sine folk til Nordmør og
kristnede det fylke.
En pludselig omvendelse til kristendommen af hele fylker
ved trudsler har i virkeligheden, som der kan vides, foreløbig kun
været en form, idet folk maatte finde sig i at døbes og taale, at
der kom præster, der vel saa overtog den egentlige omvendelse,
idet de udmalede paradisets herlighed og skræmte med helvedes
pinsler.
Ordet «helvede», som betyder «straffedom i den anden
verden» og er et missionsord, kom efter Alexander Bugge ind i sproget
ved denne tid; det lindes første gang hos Hallfrod Vandrædaskald.
Hallfrod var halvt hedensk, men han har dog lært at være bange
for helvede, thi han digtede dette vers:
Jeg skulde nu straks sorglos do, om jeg vidste min sjæl
frelst; som ung var jeg hvas i tungen; jeg ved, at jeg ikke er
ræd for noget — hver mand skal do —, undtagen helvede ræddes
jeg for.»
Præsterne fortalte, at Gud og hans hellige mænd hjalp kong
Olav, og at Norges jord gjemte ben af hellige mænd og kvinder.
Folk lod sig vinde ved fagre ord, som de lidet forstod, ved
messen og kirkesangen, ved at kjende duften af røgelse og se
præsterne i fuldt skrud, i guldvæv og purpur.
De gamle helligdomme, hovene, lod Olav vistnok nedbryde
eller ødelægge; thi «horgbryderen» og «den mod helligdommene
grumme konge» kalder Hallfrod barn i en draapa, han digtede
i 996.
Olav havde i sin korte regjeringstid paa de fleste steder
neppe rukket mere end at opnaa en udvortes omvendelse; thi
25 aar senere var Olav den hellige optaget med samme gjøremaal
i de samme egne. Sandsynligvis har folk her som andetsteds i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
