Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
HISTORIE. 97.3
egen fri vilje. Den samme konge, som holder det for synd at
tage ind i sin hær en, som ikke var døbt, har ikke betænkelighed
ved at lade røvere og mordere være med; i religiøs henseende
lægger han vægt paa daabshandlingen, men ikke paa kristelig
tro og liv. De maal, som kongen helt konsekvent stræbte efter
linder hele sin regjering, var at lægge en fastere grund for
kongemagten i Norge og at afskaffe det gamle uvæsen med indre
feider og brud paa landefreden og endelig fuldstændig at
gjennemføre kristendommen og en fast ordning af kirken; disse maal
stillede han sig rigtig. Men det lader sig ikke negte, at den
maade, hvorpaa han søgte at naa dem, maatte sj-nes retsstridig
og i høieste grad oprørende ligeoverfor den tilstand, som nu engang
var given; fremdeles lader det sig ikke negte, at de laveste og
vildeste lidenskaber havde fuldstændig lige stor indflydelse paa
kongens handlemaade som hine mere uegennyttige og fornuftige
bestræbelser. Det er saaledes fuldt begrundet, naar Halldor
Brynjulvsson siger, at Olav Digre var helt lig sin halvbroder
Harald Haardraade. 1 haardhed og voldsomhed kunde Olav maale
sig med Harald som i tapperhed og erfaring i krig; kun hans
kirkelige retning skaffede ham ros fra de geistlige historieskrivere
tilligemed helgennavnet, medens Harald paa grund af sin
verdslige, tildels endog antiklerikale politik ligesaa bestemt sædvanlig
fordømmes af disse.
Sagaerne fortæller om enkelte træk, hvorefter kong Olav har
været en usædvanlig grætten mand.
Snorre beretter om en vakker kvinde, som hed Alvhild; hun
var af god æt, skjønt hun kaldtes tjenestekvinde; hun var ved
Olavs hird. Vaaren 1024 hændte det, at Alvhild blev med barn,
og Olavs fortrolige vidste, at han var fader til det barn. En nat
flk Alvhild ondt, og der var faa folk tilstede, nogle kvinder og
en præst og Sigvat skald med faa andre. Alvhild havde det
haardt og var nær døden ; hun fødte en gut, og en stund vidste
de ikke, om der var liv i barnet. Da barnet saavidt drog aande,
bad præsten, at Sigvat skulde tale til kongen; men han svarede, at
lian ikke for nogen pris turde vække kongen, han havde forbudt
enhver at uro ham, før han vaagnede af sig selv. Præsten mente,
at det var nødvendigt at døbe barnet, da det ikke syntes ham at
kunne leve. De døbte da barnet uden at vække kongen og
kaldte det Magnus. Sigvat undskyldte sig med, at barnet var
døden nær og vilde komme til djævelen, om det døde hedensk;
men hvis Olav vilde tage hans liv for denne sags skyld, saa
haabede han, at han skulde blive Guds mand. Sigvat havde
kaldt gutten Magnus efter Carolus Magnus, Karl den store.
Denne beretning gjør et sandfærdigt indtryk, da den for-
59 — Nordre Trondhjems amt I.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
