Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
174
.NORDLANDS AMT.
i havet. Gabbro forekommer paa Andøen ved Storvatns nordre
del ud imod Bleik.
Lag fra juratiden paa Andøeil. En yngre lagrække tilhørende
juratiden forekommer paa Andøen, og i denne lagrække er der
kul og ildfast ler og forsteninger. Disse sidste viser, at lagene
tilhører en geologisk tidsalder, fra hvilken vi forøvrigt ikke kjender
levninger i vort land. Det faste fjeld i Norge er ellers meget
gammelt, de yngste lag tilhører vistnok den devoniske tid eller
panserfiskenes tidsalder, men fra det umaadelige tidsrum, der
ligger mellem devon og istiden, kjendes ingen lag, undtagen disse
fra Andøen. Det var først de her forekommende kul, som
tildrog sig opmærksomheden. Hvem der først fandt dem, vides
ikke sikkert. Et par gange har Ole Brekkan andraget storthinget
om belønning som finder af kullene, og maaske er det ham, der
først har fundet dem i lose stykker. I aaret 1867 fandt
op-sidderen paa Ramsaa paa Andøen, Isak Ramsaa, kul i fast fjeld
ved stranden. Kul, fundne paa stedet, toges i brug til brændsel,
og rygtet herom bragte bergmester DaJill til at reise did i 18t>7.
Han saa nogle tynde stenkiillag paa stranden ved gaarden Ramsaa.
De laa i sandsten, som førte forsteninger, men var kun
tilgjængelige ved laveste vandstand. Kullagene ligesom sandstenen
havde et fald af 24° mod nordvest eller indad mod øens
vestkyst. Ved Ramsaa ståk op fjeld, som bestod af granit, og denne
antoges at ligge under sandsten.
Granit forekommer i de høie fjelde 1/a mil i vest for Ramsaa,
og Dahll antog, at sandstenen med sine kullag hvilede i en stor
skaal af ukjendt dybde. Landet var ganske lavt og myrdækket;
den store Dverbergmyr anslog han til 11/a kvadratmil og mente,
at sandstenen med kullagene har samme udbredelse.
Oplysningerne om kullagene var meget tarvelige, og det mægtigste lag
var kun 0.2 m. mægtigt. Et lag af bituminøs skifer viste sig
tjenlig til fremstilling af gas, men den høie askegehalt, 62 pct.,
gjorde den utjenlig som brændmateriale. Bergmesteren foreslog
boringer udførte for statens regning. I 1868 fandt bergmesteren
ved en liden elv, som kommer fra den store myr og falder ud i
sjøen tæt ved det sted, hvor kullagene var synlige paa stranden,
en del forsteninger og et lidet stykke kul. Ved gravning
langs bækkens bred fandtes sandsten med 2 kullag, hvoraf det
ene var 0.7 og det andet 0.4 m. mægtigt, derhos var der dybere
et lag af ildfast ler 1.6 ni. mægtigt. De fundne forsteninger
viste, at lagene tilhørte juraformationen.
Her skal forst omtales juraformationens udbredelse.
Omgivelserne omkring Ramsaa udmærker sig ikke fremfor den øvrige
flade del af Andøen. Paa den nøgne strand rinder en liden elv,
Ramsaaelven eller Gaardselven ; hist og her ved bredden sees nogle
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
