Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
JORDBRUG.
00 I
en ålmenning, nemlig fiskeværet Vaagan, idet han kræver
landvarde for ror fra samme, saa antydes derved, efter professor
Taranger, at retterboden kun indrømmer haaleygerne den samme
ret til ålmenningen, som St. Olavs lov hjemler den; det var ingen
eiendomsret, men brugsret.
Denne slutning er imidlertid ingenlunde uangribelig. Det
vides ikke, at der efter Hellig Olavs lov betaltes afgift af 5 fiske
af den, som fiskede i Vaagan. Naar Harald Haarfagre paalagde
saadan afgift, da han bemægtigede sig odelen, var det ikke kun
paa kongens land, de maatte betale afgiften. Det var en
almindelig skat, som intet beviser om almenninger. Haakon den gode
gav bønderne odelen tilbage, heder det.
Men bestemmelsen om de 5 fiske for hver, som fisker i
Lofoten, kom efter Olav den helliges tid og indfortes af Svein
Alfivasøn, som bragte en del nye love med sig til landet, der
dels var indrettede efter lovene i Danmark, dels var endnu meget
strengere. Disse love opregnes i vore gamle sagaer og indeholdt
følgende bestemmelser:
Ved juletid skulde enhver bonde udrede til kongen de
saakaldte julegaver, nemlig den saakaldte røykmæle, d. e. en mæle
malt af hver arne, vinjartodde (græsgangs-gave), d. e. et Iaar af
en treaarsgammel okse og et spand smor; enhver husfrue skulde
ligeledes i julegave yde den saakaldte «rygjarto», nemlig en tot
lispundet lin, saa meget som man kunde spænde om med
langfingeren og tommelfingeren.
Videre bestemtes, at enhver, der drog ud paa havfiskeri,
hvorfra han end roede, enten det var fra hans eget eller kongens land,
skulde betale kongen landvarde eller landslod, nemlig 5 fiske.
Dette er almindelige skattepaalæg, ikke nogen særskat for
dem, som ror fra kongens land eller fra ålmenning.
De fleste af Sveins paalæg hævedes af Magnus den gode.
Men, skriver P. A. Munch, flere af paalæggene vedblev, og det,
mærkelig nok, netop i Trøndelagen, endnu i over 60 aar.
Medens alle paalæggene for Gulathingets vedkommende
ophævedes, dels af Magnus, dels ogsaa senere af hans frænde Haakon
Thoresfostre, vedblev dog i Trondhjem de fleste af Sveins
lovbestemmelser til Magnus Barfots sønners tid, da de blev ophævede
omkring 1106. Paa Haalogaland blev ikke engang da
landslods-afgiften ophævet for dem, der deltog i Vaagans fiske
(Frostathings-loven, XVI, 2).
Nogen almindelig slutning om nordlændingernes ret i skogene
kan neppe drages af den skat, som Svein Alfivasøn paalagde
lofotfiskerne, og som ikke er ophævet i Frostathingsloven.
Under henvisning til den ovennævnte retterbod, udstedt af
Magnus Barfots sønner, og under henvisning til, at skogen i aar-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
