Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
O 1 b
NORDLANDS AMT.
det i loven hjemlede trævirke. Der maatte saaledes været
adgang for almuen til at standse den rovhugst, som eieren af
ryd-ningsgaardene i Vefsen før drev. Hvis skogstrækningerne ansees
som privatalmenning, kunde almuen forlange udskiftet et saa
stort stykke af skogen, som maa ansees nødvendigt for dens
behov.
Almenningerne i Salten fogderi. Almenningerne i Salten, Senjen
og Tromsø fogderier blev i 1666 bortskjodede til Joachim Irgens.
Ved udlægsforretning af 20de mai 1682 kom imidlertid
almenningerne i Salten tilbage til kronen og har senere ubestridt været
statens eiendom.
Beieren kommune har vistnok i 1870-aarene ment, at Beierens
ålmenning ifølge Frostathingslovens XVI, 2 skulde være dens
eiendom, men denne opfatning ansees for urigtig. Til Beierens
ålmenning har staten tilegnet sig en almuens brugsret
udelukkende eiendomsret, og samtlige statsalmenninger i Salten og
Senjen betegnes ikke engang som almenninger, men som «stats
skoge».
Efter Schnitlers eksaminationsprotokoller i Salten i 1743
brugte baade bonder og finner dengang almenningsskogene i den
udstrækning, som de fandt fornoden, og i Sørfolden vidste almuen
ikke af nogen kongens ålmenning, som fra gaardenes skoge skal
være udskilt», før man kom tilfjelds, hvor de svenske finner om
sommeren holdt til; der var kongens ålmenning.
I denne uhindrede brug i Beierens og Saltdalens almenninger
skede straks efter en forandring. Ifølge forordning af 10de juli
1743 og 28de december 1745 begyndte fogden at afkræve almuen
rekognition af dens hugster i ålmenningen, og skogfogder
indsattes i de to nævnte almenninger; intet maatte udfores af skogen
uden rekognition. Almuen trodsede øvrigheden, men det huggede
tommer arresteredes, og to fastlønnede skogfogder ansattes, og fra
nu af betaltes rekognition.
Skogene blev for haardt behandlede. Hugsten var
ukontrolleret, og der var ikke sagbrug. Man kløvede stammen og
huggede ud bord, saa man af en stamme kun fik to hugne bord.
Der gik da meget tommer med til et hns eller en jægt. Til
hugne bord kunde kun velvoksne træer bruges, og de var en sögt
vare i Bergen og Trondhjem.
Hovedmotivet til at afskaffe den frie brugsret i almenningerne
var ikke saa meget at sikre den kongelige kasse en indtægt som
at bevare skogene. Ved plakat af 7de august 1752 blev udførsel
af trælast fra Nordland forbudt.
Af en indberetning fra 1 772 sees, at endnu i 1772 havde
almuen fri brugsret i samtlige statsalmenninger i Salten, undtagen
Beierens og Saltdalens. Af de 29 statsskoge, som nu opføres
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
