Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
titiO
NOKDLANDS AMT.
Selv endnu høiere oppe paa fjeldsiden er der planter at se,
men ofte er disse da sterile og ganske låve. De planter, som
her holder længst ud og gaar høiest op, er issoløien,
fjeldsmel-den og moselyngen, der gaar helt opunder den øverste afsats;
af disse gaar issoløien endog op paa selve toppen. Deroppe
eiden kun nogle faa cm lang i blomstrende tilstand og ofte steril,
med kun bladrosetterne udviklet.
Det er forholdsvis faa af amtets fjelde, hvis vækster er
undersøgt; bedst undersøgt er Saltenfjeldene, og disse har vist
sig meget rige paa planter.
Dyrvig skriver saaledes om skiferfjeldene om Junkerdalen:
«Paa de omliggende fjelde i skifergebetet har den arktiske
vegetation en af sine skjønneste og mest bekjendte forekomster i vort
land. Det er denne arktiske flora, der i visse retninger endog
naar op mod den berømte forekomst paa Dovre omkring Knutsho
og Kongsvold, som har skaffet dalen (Junkerdalen) dens
botaniske anseelse.»
Den første blandt de talrige botanikere, der har besøgt
Junkerdalen og omgivelser og studeret floraen der, er
sognepræsten til Saltdalen, Søren Christian Sommerfelt (1794 —1838).
Blandt fjeldene her maa i første række nævnes
Solvaag-tinden og Baadfjeld, som ligger lige ved hinanden paa
Junker-dalens nordside. Af deres planteliv skal her særlig fremhæves
en del arter, som enten ikke er fundet andensteds i Nordland
eller som ialfald er sjeldne. Pedicularis hirsuta er en art af
slægten myrklæg, ogsaa kaldt lusegræs, iglegræs; dens stængel er
oventil hviduldet, har finnede og tandede blade og et
tæt-blomstret aks i spidsen, med lyserøde, uregelmæssige, maskeformede
blomster. Den vokser paa Solvaagtind og Baadfjeld, ved Sulitelma
og ved Balvatn, som ligger i nordøstlig retning for de nævnte
fjelde og strækker sig over mod Sulitelmaomraadet. Ved dette
vand findes ogsaa en anden myrklægart, nemlig pedirularis
flammea, som har brogede blomsterkroner, idet underlæben er
mørkegul, medens hjelmen er mørkerød. Balvatn er det eneste
hidtil kjendte voksested for denne art inden amtet. Begge arter
har sin sydgrændse i disse trakter; nordenfor amtsgrændsen
viser de sig atter, pedicularis flammea dog kun paa forholdsvis
faa lokaliteter.
Andre arter fra disse egne er: den lille klokke, campanula
uniflora, med kun 1 blomst af meget dybblaa farve, en mure,
potentilla nivea, med gule blomster og 3-koblede, paa undersiden
sølvhvide blade; den vokser ved Balvatn; endvidere den fine,
lille lysfiolette søte, gentiana tenella, og dens slægtning, snesøten,
med de intens blaa kroner, som kun er aabne i sollyset, og
ved Balvatn en liden bergknap med lyserøde blomster, sedum
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
