Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
26
NORDLANDS AMT.
underkanten; ligesaa siges: «setja tvo klør eller tri klør» i
stærkere vind; der siges «ein klo-vind» : vind som er for stærk for
fulde seil, saa at den nederste klo maa trækkes ind. Øges
vinden, sættes anden og tredje klo, og med tre klor tilbords synes
baaden at hoppe fra bølge til bølge.
Besætningen paa en fembøring er i fisketiden almindelig 5
voksne mænd og 2 unggutter i 16—17 aars alderen. Saavel
under roning som under seilads har hver mand sin bestemte
plads i baaden. I agterrummet sidder høvedsmanden. Under
seiladsen holder han styrvollen med den høire haand, med den
venstre er han færdig til at losne draget og fire i seilet, hvis
vinden øger paa, og kloen skal sættes; han maa passe godt paa
vindrosserne og styre baaden sikkert. Under seilads i stærk
vind sidder bagrumsmanden ved siden af høvedsmanden. Han
passer skjødet, firer, naar vinden bliver altfor stærk, og baaden
lægger sig altfor meget over. Hvis baaden tager ind altfor meget
sjo, staar en mand færdig i bagrummet og øser sjovandet ud
med øsekarret, som er saa stort, at det maa holdes med begge
hænder. Fremmest sidder halskarlen oppe paa ripen og holder
fast i seilets ytterkant og skjød. Han hjælper høvedsmanden
med at se i vinden, roper varsko for baade, som man møder,
og for svære sjøer, saa baaden kan lettes i skjødet, saa den ikke
støder for haardt; han bøier seilets kant indover, han «trækker
kloa», naar det behøves, han har, næst høvedsmanden, den
ansvarsfuldeste plads paa baaden.
Tidligere blev fembøringen som oftest sat paa land hver
aften under fisket. I den senere tid har man som oftest ladet
dem ligge for dræg om natten ude paa havnen.
Paa sine reiser til og fra Lofoten og Finmarken brugte fiskerne
ofte at ligge i sine baade, nu bruges baadhuset, løftningen; man
laa dog ikke netop under aaben himmel; hvor der var
nogenlunde god havn, saa baaden kunde fortøies, overnattede man hos
folk i havnen. • Men ofte var der fuldt af fiskere, eller man
søgte havn, hvor ingen folk boede; da blev man i baadene, men
havde et slags ly i tjeldet. Man satte to løse tofter sammen
som et slags sparreværk, lagde en aare med den ene ende paa
disse og med den anden paa krydsstokken i stavnen, og fik
saaledes dannet et slags mønsaas. Over den bredtes seilet som et
skraatag. Var seilet nyt, kunde fiskeren sidde og ligge
nogenlunde tørt under tjeldet. Ryen og tildels skindfelden var det
almindelige sengklædesplag paa reisen. Ryen var
hensigtsmæssigst, da den taalte væde og vask. Man gjorde op ild paa en
stor stenhelle i rummet bagom tjeldet, og der blev kogt suppe.
Suppen og tør mad toges ind under tjeldet og fortæredes der.
Omtrent fra 60-aarene brugtes kaffe istedetfor suppe.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
