Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
tf 74
NORDLANDS AMT.
Til agn benyttes nisefedt eller sælspæk eller kjød, og til
lokkemiddel benyttes ildelugtende grakse i en pose.
Paa en stor angel, der er fæstet paa en 3 m. lang, fin
jern-kj ætting i nederste ende af snøret, sættes agn af kobbe-,
nise-eller hvalspæk.
Der maa 2 mand til at trække. Naar haakjærringen er
kommen op, slaaes den ihjel med en træklubbe og hales til
baa-dens langside og fastholdes med store krøkeangler. Fiskeren maa
med begge arme, saalangt disse naar, ind i dens bug, for at
slide det store leverhoved løst, hvad der i sjøgang er et vaadt
arbeide.
Naar leveren er taget ud af fisken, blæses maven fuld af
luft, forat haakjærringen ikke skal synke der, hvor man har
ankret; kameraterne vilde da fraadse i den døde haakjærring og
forsmaa fiskernes agn.
Petter Dass skildrer haakjærringen og dens fangst:
Men ingen blandt alt det, der rores i Hav,
Er riger’ pra Lever, hvor Tran gjøres af.
End vorrs Haa-Kjærling hin gamle,
Hvis Lever, naar hun er fuldvoxen og hel,
Man rundelig deraf en Hollands Cordel
Med klareste Fedme kan samle.
Det Best pleier fanges paa synderlig Form,
Hun render til Krogen som Hytter til Storm,
Det er med Forundring at høre;
Saa snart hun fornemmer, den Angel er fast,
Omtuller hun strax sig, den snedige Gast,
Derover optaves det Snore:
Det sker og med saadan en hastendes 11.
At Huden paa hende som raspende Fil
Skjær Snoren, for man det kan anse;
Men hvilken der tænker den Seier at faa,
En Favn Jern-Lænker han låve sig maa,
Saa lær han den Kjærling at danse.
Hun kaldes en Kjærling, og det er vel vist,
Dog haver hun ingen af Tænderne mist,
Som Kjærlinge pleie at blive:
Kast i hendes Kjætter en dobbelte Kai
Kast tykkeste Kabel, hun bide den skal,
Som den var afskaaren med Knive.
Man skjær hendes Kjød udi Ræklinge-Rad,
Dog bliver det ingen velsmagende Mad,
Førend den kan aars-gammel vorde.
Haakjærringens kjød, som nu kastes bort, blev tidligere raket
og tørret; men dette er nu gaaet af brug i Norge, og holder paa
at gaa af brug paa Island ogsaa.
Forat den kunst at rake haakjærringkjød ikke skal glemmes,
er den omtalt i Tromsø amts beskrivelse (bind I, pag. 399), og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
