Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
15*2
NORDLANDS AMT.
Fiskeguano. For 1856 var der ingen fabriker for fiskeguano
i Lofoten og millioner skreihoveder og rygge var affald, naar
undtages de hoveder, som fiskerne fragtede hjem med sin baad
eller bygdefarjægt. Hjemme benyttede de de lufttørrede
fiskehoveder til kreaturføde eller, som det kaldes, til løiping.
Løiping er et fortrinligt surrogat som kreaturføde. Naar det
er godt kogt, saa at hovederne opløser sig i smaadele, gydes
disse dele sammen med soet udover halmhakkelse enten i
krybben eller i en stamp; koen æder denne blanding med
begjærlighed og giver mere melk. Værdien som kvægfoder er større end
de priser, som betales af fabrikerne. Men fragten hjemover til
de mange smaa brug rundt land og strand hemmer dets udstrakte
anvendelse.
Kom vaaren tidlig, og der var noget tilovers af løipingen, blev
dette anvendt som gjødsel. Paa stærkt mosgroet eng sattes
torskehovederne ned under torven i rækker med passende afstand
bortefter marken. Mosen forsvandt da, og et saftigt grønt græs
spirede frem.
Som fiskeaffald fra skreifiskeriet i Lofoten anvendtes fra
gammel tid i landbonæringen i Nordland maaske 3 ä 4
millioner hoveder aarlig. Hyppig opfiskedes alene paa Lofotens
inderside 20 millioner skrei, saa omkring 16 millioner torskehoveder
var uden anvendelse. Under rige fiskerier var havnepladse i
fiskeværene i Lofoten paa vei til at blive opfyldt af hoveder og
rygge. Det hændte, at drægge og ankere ikke fandt holdebund,
men blev liggende og ride paa vældige hauger af torskehoveder;
farkosterne maatte ofte stole alene paa sine landfortoininger.
Under uveir fik dragsugen rodet op disse masser fra bunden og
fik dem væltet ind over valer og lange udfjærer. Mod den
Dratte strand blev de raspet op til velling, som forsvandt med
strømmen. Men paa den lange fjære stuvedes masserne sammen
i brede dynger omkring bugterne, og fiskeværet og dets omegn
var langt ud paa sommeren plaget af lugt.
Det norske fiskeguanoselskab anlagde i 1856 Leirosens
fiske-guanofabrik ikke langt fra Svolvær. Initiativet skyldtes
distriktslæge Hansen i Alstahaug.
Til fabrikens drift anvendtes et ved Osan nær Svolvær
liggende vandfald. Maskiner og indretninger og methoden for
tilveiebringelse af raastoffet skulde udtænkes fra nyt af, og
markedet for det færdige produkt maatte oparbeides, da fiskeguano var
et i handelen nyt gjodningsstof, hvis værdi ikke kjendtes.
Fa-briken kunde forst i 1862 uddele udbytte til aktionærerne. Aaret
efter, i september 1863, kom et nyt konkurrerende anlæg med
vandkraft, Lyngvær fabrik, i Vaagan herred paa Østvaagøens
vestre side.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
