Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
15*2
NORDLANDS AMT.
længst, til 1882. Fabriken indførte en 113- methode for
fiske-guano. Det lufttørrede raastof blev først udsat for et damptryk
i lukkede beholdere og derefter tørret i torrerum med
varmeledninger. Herved blev stoffet sprødt og lod sig let finmale. Denne
gjødning var meget efterspurgt i Tyskland.
Fabriken paa Sauøen fremstillede ogsaa fiskelim af fiskeaffald.
En fabrik for fiskelim, indrettet jiaa større produktion, fungerede
tilfredsstillende, men klimaet i Lofoten gjorde det umuligt at
faa limet tørret. Limet skulde tørres i plader ligesom hornlim,
men det regnfulde og fugtige klima gjorde, at limet ikke blev
tort, og kunstig tørring viste sig heller ikke tjenlig.
Nogle aar senere fremstilledes ved Kristvik fabriker ved
Kristiansund flydende fiskelim, og denne industri viste sig
leve-dygtig.
Fabriken paa Sauøen indførte ogsaa kolclklaring af damptran.
I 1877 blev der en stærk konkurrance i guanoraastof paa
Lofoten, og denne fortsattes til 1885 ; de i Lofoten liggende
fabriker brugte sine driftsfond og maatte nedlægge sin
virksomhed. Prisen paa tørrede skreihoveder steg fra den i flere aar
almindelige pris af 1 ore pr. stykke til nær 2 ore pr. stykke.
Raa-stoffet i Lofoten var utilstrækkeligt til at underholde driften af
de der bestaaende fabriker. Sauøens fabrik alene var indrettet
paa at oparbeide hele Lofotens torrede fiskeaffald.
I 1881 blev driften ved Leirosens fabrik nedlagt. Samme
aar blev driften standset ved Sauøens fabrik. Omtrent samtidig
standsede Lyngvær fabrik sin drift.
Den almindelige misere afskrækkede ikke fra nye
foretagender; ogsaa England vilde være med og gjorde den storste fiasko.
I 1879 anlagdes en større fabrik for fiskeguano paa
Brettes-nes i Lofoten. De fra fiskebaaden kommende raa hoveder skulde
tørres ved stenkul. Tørringen ellers foregik i vinden i fri luft.
Vinden besørger tørringen tilfredsstillende, blot stoffet spredes
udover klipperne eller ophænges.
Efter 10 aars virksomhed blev driften ved det store anlæg
ganske nedlagt, efterat foretagendet havde bragt store tab.
Ved Sauøens fabrik blev af hver million tørrede
skreihoveder udbragt 1545 sække fiskeguano paa 100 kg.
I 1881 gik Leirosens fabrik over til et nyt selskab,
hovedsagelig væreiere i Lofoten, som selv kunde skaffe en del raastof.
Priserne paa fiskeguano var i syttiaarene i nogle aar 20 kr.
pr. sæk ä 100 kg., leveret ved fabriken, efter 1882 sank prisen
til kr. 9.50 pr. 100 kg. i 1897, efter hvilket aar den atter sees
at gaa op til kr. 10.50 eller 11 kr. pr. 100 kg.
Dette i 16 aar fortsatte prisfald med laveste punkt i 1897
skyldes tilgangen paa andre kunstige gjodningsstoffe.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
