Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
33(5
NORDLANDS AMT.
næsten ansees som et slags husmænd; men endel strippede
omkring som fanter og optraadte selvraadig i fjeld og fjord uden
bøndernes tilladelse, ja imod disses forbud; disse blev bønderne
til besvær og trængsel. Det tredje slags finner var bufinner eller
sjøfinner; de sad stadig paa et sted og brugte sine gaarde og
drev fiskeri blandt nordmændene som disse; de var at anse for
norske bønder, naar undtages, at de brugte sit gamle
finnesprog, klædedragt og ikke gjerne giftede sig udenfor sin æt eller
folkeslag.
I grændsetraktaten af 1751 1ste kodicil gives regler for
vedkommende finners undersaatlige stilling. De finner, som
overensstemmende med traktaten blev svenske undersaatter, pleiede,
saavidt det kan sees, ikke at søge beite for sine ren om
sommeren i større udstrækning paa det land, som blev norsk.
Navnlig gjælder dette Søndre Helgeland. De norske finner havde her
i almindelighed sine bygsiede strækninger (bygselland eller
skatte-land) paa den vestre side af rigsgrændsen og vedblev saaledes
at være norske. Det var kun de finner, som havde ældre
sommerland tversover grændsen, som skulde vælge sit undersaatlige
forhold, medmindre de havde vinterskatteland paa nogen af
siderne; i dette sidste tilfælde skulde de tilhøre den side, paa
hvis land vinterskattelandet var. Vinterskattelandene laa gjerne
inde i landet langt fra grændsen. I Vefsen valgte kun 3
finnefamilier at tilhore den norske side, medens 15 valgte den svenske
side, i Ranen derimod valgte 19 den norske og 17 den svenske
side. Grunden til, at ikke flere end 3 familier valgte den
norske side i Vefsen, angives at være den, at de ældre
finnestrækninger paa den norske side af grændsen i de sidste aar var
blevne optagne af norske rydningsmænd.
I Søndre Helgeland har saaledes allerede paa traktatens tid
de svenske finner i almindelighed ikke søgt ind paa norsk
territorium. I kommissionsindberetning af 1894 er ogsaa antaget, at
der ikke er nogen gammel sædvanebrug for svenske finner inden
Søndre Helgeland, Lofoten og Vesteraalen fogderier, men at
saadan ikke kan bestrides for visse dele af Nordre Helgeland og
Salten Fogderi.
Det var særlig i «kongens» almenninger, at finnerne i ældre
tid har holdt til. Disse almenninger strakte sig gjennem hele
Nordland i et bælte langs rigsgrændsen af indtil flere mils bredde,
smalest i den nordlige del af det nuværende amt, hvor ogsaa
afstanden fra rigsgrændsen til sjøen er kortere end i den
sydlige del.
Ranens og Vefsens almenninger blev ved kongeskjøde af
3dje marts 1750 «bebygde og ubebygde tilligemed disses leding,
tiende, sagefald og andre herligheder» overdragne til Peter Dass.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
