Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
OVERNATURLIGE VÆSENER OG OVERTRO.
441
hittfolket. 1 vuggen til smaabørn, isaer før de er døbte, skal
lægges staal eller salmebogen. De underjordiske kan ellers
tage barnet og lægge sit eget i stedet. En saadan b}7tting vil
ved sit gammelmandsansigt, det store hoved og de sære fagter,
vise, hvorfra den stammer. Har man en bytting liggende i
vuggen, skal man med et birkeris tre torsdagskvælde efter hinanden
«hy» eller rise troldungen. Den underjordiske moder vil da
omsider blive rørt ved sit barns skrig og slænge det andet
tilbage i vuggen.
Engang havde de taget et guttebarn ud af vuggen hos en
kone og lagt en bytting isteden. Den havde fjæs som en
gammel mand og drak som en ulv og kunde aldrig blive mæt.
Grandkonen gav det raad, at hun skulde forsøge at faa ham til
at snakke, og hvis hun gjorde det, skulde hun banke ham med
syv nye sopelimer, til der ikke var en kvist igjen af limerne.
Konen satte sig til at væve i en vævstol, hvori der ikke var
noget garn. Byttingen laa længe og saa paa det, saa kunde
han ikke dy sig længere, reiste sig op i vuggen og spurgte, hvad
mor bestilte. «Aa, jeg væver skjørtetøi af ingenting,» sagde
konen. «Ja, nu har jeg levet i syv vedfald (den tid, som
hen-gaar fra træet spirer, til det dør ud af ælde, er et vedfald), men
endnu har jeg aldrig seet nogen væve tøi af ingenting,» sagde
byttingen. Da begyndte konen at dænge ham med sopelimerne,
saa kvistene føg. Hun havde slidt op to limer og holdt paa
med den tredje, og byttingen skreg. Da kom troldene farende
og kastede hendes gut til hende og sagde: «Der har du
stygge-gutten din, lad os faa stakkarsskallen vores igjen.»
De underjordiske er ogsaa fæle til at tage voksne folk til
sig, og der er mange beretninger om, at de lokker med sig en
eller anden, som de er forelsket i og vil gifte sig med.
Lykkes det, forsvinder gutten eller pigen, og de kan være
borte længe. Ofte kommer den forsvundne tilbage, men han
eller hun er i regelen ofte noksaa fjantet eller fjollet, efterat de
har været bergtagne.
Paa en gaard i Skjerstad var der saaledes en halvvoksen
gut, som hed Lars, og han blev rent borte. Men en dag, da
folkene holdt paa med markarbeide, sad Lars der tæt ved dem
med ryggen mod en stor sten; i haanden holdt han en flad
stenhelle, som lian stirrede paa. Saa tog de stenhellen og
kastede den, saa den gik iknas. Da ståk gutten i at græde; de
havde ødelagt den katekismen, han flk der, han var sidst.
Præsten flk nok vide, hvor gutten havde været, men han var
for klog til at fortælle, hvad gutten havde oplevet lios de
derjordiske. Gutten blev halvfjollet, og det hænder ofte den,
som har været hangtagen.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
