Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
466
NORDLANDS AMT.
Dette skal man kun gjöre én gang i aaret, første gang, man faar
den. Gjør man det, faar man rigelig kveite hele aaret igjennem.
Den, som har fisket en kveite, skal skjære den i hjertet;
det blod, som kommer, tager man med haanden og kaster paa
vadbeine. Med resten af blodet gjør man et kors paa kveitens
underside. Nogle tager lidt af blodet i munden. Da faar man
«kveitlykke». Naar kveitens indvolde kastes i havet, skal man
spytte paa dem. Hjertet bør spises af fiskeren, thi da bliver
lykken god.
Man maa vogte sig for, at ikke kveitens ben bliver brukket,
thi hvis man brækker kveitebenene, saa brækker man sin lykke.
Det er gammel skik at brænde øiet af kveiten, hvis man vil
sikre sig lykke til kveitefangst; folketroen lader derfor kveiten sige:
Den mig brænne,
han skal mig kjenne;
den mig bryt,
han skal mig tryt.
De sidste linjer sigter til den tro, at kveitens ben ikke maatte
brydes.
En kvinde maa ikke se, at man reiser paa sjøen for at drage
kveite; ser hun det, faar man ikke noget.
Tabunavne har man, med en benævnelse hentet fra Polynesia,
kaldt en række af navne, som ikke maa nævnes. Tabu betyder
egentlig «afmærket». Men disse navne kan dels betegne det,
som er helligt, dels det, som er urent eller ulykkebringende.
Tingen og dens navn tænkes at hore sammen.
Hos jøderne maatte Guds midsigelige navn, JHVH, ikke
udtales; det er det, som ved en misforstaaelse er blevet til Jehova;
det rette navn paa Israels gud er Jahve. Ligesaa bruges hos os
gjerne omskrivninger for fanden; han kaldes den onde, hin
manden o. s. v.
Servius, som levede i det 4de aarhundrede efter Kristus,
omtaler i sin kommentar til Virgils Æneide, at byen Roms navn ikke
maatte nævnes. «Den bys sande navn udtaler ingen, ikke engang
under ofringer,» siger han. «Der var engang en almuetribun, som
hed Valerius Soranus, der vovede at udtale dette navn, efter hvad
Varro og mange andre beretter. Nogle siger, at han da straks
blev grebet af senatet og korsfæstet, andre siger, at han af frygt
for straf flygtede og blev grebet af prætoren paa Sicilien og dræbt
efter senatets befaling. Heller ikke Hygin udtalte dette byens
navn, da han skrev om byens beliggenhed.»
Paa havet skal man i Nordland og andre steder ikke nævne
dyrs navne, særlig ikke klodyrs eller dyr med klør, som kat,
ræv, ørn; ei heller andre dyr skal nævnes med det rette navn.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
