- Project Runeberg -  Norges Land og Folk, statistisk og topografisk beskrevet / XVIII. Nordlands Amt. Anden del (1908) /
482

(1885-1921) Author: Amund Helland, Anders Nicolai Kiær, Johan Ludvig Nils Henrik Vibe, Boye Strøm
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

482 *

NORDLANDS AMT.

ved sin runebomme og juoiging i ekstase, og naar han udmattet
og fra sig selv faldt om, «synes han ligesom at krybe ud af
klæderne, saa der ligger bare skindmudden igjen». Naar han
atter kommer til sig selv, gav han besked om det, man ønskede
at vide.

Heltzen beretter i sin utrykte «Beskrivelse af Ranens
Præstegjeld» (forfattet 1832) om en mand, som reiste til Lofoten,
medens hans kone var frugtsommelig; han ytrede til sine
kamerater, at han gjerne vilde vide, hvorledes konen havde det. En fin
som var tilstede, sagde, at han skulde faa vide det, men ingen
maatte røre ved ham, ikke engang hans klæder maatte de røre;
saa lagde han sig ned paa jorden og blev liggende der. Da
han vaagnede, sagde han til manden, at hans kone havde faaet
en søn og var rask. Men igaar havde han mistet sin bedste
ko, idet den faldt i bækken. Da manden kom hjem, viste det
sig, at finnen havde talt sandt. Samme fin bragte med sig fra
bondens hjem en sølvske, som manden kjendte som sin egen.
Da han kom hjem, fortalte konen, at der i mandens fravær
havde været en fin, som hun havde mistænkt for at have taget
den bortkomne ske; hun kjendte ham ikke, da det var en
fremmed fin.

Gand er i Nordland ofte noget, man kan tage og føie paa,
Haar, som samler sig i maven paa kreaturer, og der omgives af
en hornagtig substans, saa det hele faar formen af en kugle,
kaldes med forskjellige navne, som finnkula, finnskot, finnball,
alvkula, alvskot, dvergskot, dvergkula, trollnysta. Dette opfattes
som gand, der er paasat af finner, og da disse kugler eller boller
med haar indi, er dannet indvendig i koen, saa tænkes den
udskudt, uden at der er noget mærke i huden.

Finnens gand ligner dvergkulen, heder det fra Vega. Efter
dvergkuglen er der intet hul i skindet, men i indvoldene. Finder
man kuglen, som bestaar af haar og andet, kan man med den
gjøre andre kreaturer friske. Man skjærer den i smaa dele, og
lader dyret spise det med lidt brændevin.

Her er disse haarfyldte hornkugler ligetil kaldt finnernes
gand. Men saa heder det videre om ganden, at den farer fra et
sted til et andet inde i legemet og foraarsager megen smerte.
Den farer saa tæt ude i huden, at man undertiden kan se den.
Er man rigtig snar til at faa et hul paa, kan man tage den ud.
Den brister i varmen med et forfærdeligt knald. I andre
beretninger kan man ogsaa tage ganden.

Finnerne forsøgte, heder det, at sætte gand i præsten
Mathias Brun i Øksnes, men præsten selv var dreven i kunsten,
saa finnegand fik ikke magt over ham. Engang kom han
fra Langenes og gik først iland; paa stranden tog han i sit

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 20:49:38 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/norgeslof/18-2/0498.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free