Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
484 *
NORDLANDS AMT.
faar kom med et brukket ben, eller en hest laa og vred sig i
krampetrækninger o. s. v. Fornærmede man en saadan fin,
kunde man rammes af et onde, sædvanlig en knude et eller
andet sted i legemet, som man fik bære til sin dod, hvis man
ikke fandt en anden fin, der tog ganden ud.
Hvorledes troen paa finnernes trolddomskyndighed og deres
evne til at sætte gand ytrer sig i praksis, viser følgende
beretning fra 1748—55, der støtter sig til optagne retslige forhør.
En svensk fin, Tomas Sjursen, slog sig omkring 1748 ned i
Aanesmarken i Vefsen. Folk troede, at han kunde gjøre gand
og sætte ondt paa folk og fæ, hvorfor han var frygtet baade af
bumændene og finnerne, som kaldte ham en troldfin.
Fra sin kotta i Aanesmarken streifede han om saavel i
fjeldet hos finnerne som hos bønderne i bygden og tiggede.
Især vilde han liave kjød, og naar han ikke fik, truede han
med, at man nok skulde faa kjød. Paa Strøm i Fustvassbygden
forlangte han kjød, men da han ikke fik, kom han forbitret med
den sædvanlige trudsel. Natten efter omkom Bendix Strøms
bedste ko paa baasen; dette tilskreves finnen Tomas’s kunster.
Nogle dage efter tiggede han om kjød paa Smedseng. Rygtet
var imidlertid gaaet foran, og da finnen skulde forlade huset,
tog konen en skuffel glo af gruen og sendte den efter ham, før
han kom ud af døren. Naar man kaster varme efter troldfinner,
før de kommer ud af huset, kan man forebygge, at de gjør
noget ondt.
Hosten 1752 tiggede Tomas renkjød hos finnerne.
Finnegut-teii Ole Monsen, der passede ren for sin fader Mons, havde ikke
mere kjødmad, end han selv behøvede, og gav ham intet.
«Orme og madikker skal æde dit kjød, og din fader skal ikke
mangle kjød,» sagde ’Tomas Sjursen og gik sin vei. Nogle dage
pfter omkom Ole Monsen «ynkelig udi Fjeldet», og i løbet af 8
dage mistede Mons 10 voksne ren, et føleligt tab, da han kun
havde 30 rensdyr ialt. Samme høst kom Tomas ogsaa til
Rein-fjeld og begjærede kjød hos Anders Andersen. Da han intet
fik, forlod han arrig gaarden med den sædvanlige trudsel. Neppe
var lian kommen ud af syne, før Anders s kone kom ind og
berettede, at fraaden stod ud af munden paa den bedste ko, og
den vilde ligesom op igjennem taget. «Det har Fin-Tomas
gjort,» sagde Anders, og med sin grande Bendix satte han efter
finnen, som de naaede paa Nordaasen. «Du har sat ondt i
koen min,» skreg Anders, og rj-stede finnen, saa han holdt paa
at tabe veiret, og truede ham. Finnen bad for sig. «Din ko —
ikke dø — frisk igjen, — ikke dø — ikke dø — frisk igjen,»
forsikrede Tomas ynkelig. Finnen mumlede nogle finske ord og
gjorde et par fæle øine. Da de kom hjem mod kvælden, var
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
