Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
SAGN1.
497
Sigar og fortalte, at en mand laa hos hans datter. Kongens folk
trængte da ind i buret, og mange af dem faldt, men Hagbard
blev tilsidst fanget og bundet og dømt til at hænges. Da
Hagbard kom til galgen, vilde han prøve Signes troskab og bad, at
de først vilde hænge hans kappe op i galgen, og det gjorde
de Ei alene Signe, men ogsaa hendes piger vilde dele hans
skjæbne, og da de fra jomfruburet saa kappen i galgen, mente
de, at Hagbard nu var hængt. Hun satte da ild paa sit bur,
og saa hængte hun sig, og hendes piger gik i døden paa samme
maade. Da Hagbard saa ilden paa kongsgaarden, bad han dem
løfte sig op i galgen, han vilde gjerne hænges, naar han fik saadant
folge paa dodsstieh; intet kunde skille dem, naar døden ikke kunde.
Endnu kjendes i Sigersted den haug, hvor Hagbard blev
hængt, og stedet, hvor Signes bur laa.
Sagnet viser kjærlighedens magt, dog med nogen
overdrivelse, eftersom det, som det synes unødigen, ogsaa lader Signes
piger tage livet af sig, skjønt han havde kaldt dem
trælkvinder og ikke vilde have dem til sengefæller.
I den oprindelige viseform er Hagbardsagnet ikke bevaret i
Norge fra gammel tid, men ikke blot enkelte dele af sagnet,
navnlig forklædningsscenen, klinger igjen i andre norske
folkeviser, men ud fra Hagbardsagnet er der ved en senere
omdigtning skabt yngre norske ballader, som visen om Bendik og
Aarolilja, der hører til de vakreste digte i den gamle
visedigtning. Denne vise og dens søstervise om Kjølneskongen er
omtalt i beskrivelsen af Finmarkens amt.
Men i prosaform, i mundtlige sagn, lever fortællingen om
Hagbard og Signe den dag idag i Norge som i Danmark og Sverige.
I Hagbardvisen og i visen om Bendik og Aarolilja er der i
enkelte træk stor overensstemmelse, tildels i enkelte vers.
Saaledes heder det i den sidste vise i et vers :
Tvy saa vorre dæn falske terna,
ho va inkje langt derifraa:
ho stol burt svære mæ hovde bass,
aa mæ føtane brynja blaa.
I den danske vise heder det:
I)er stoed denn forbandede therne
lyde hun der paa:
hun stall hort hanns guode suerd
oc saa hans bronie blaa.
Ogsaa i gamle stev lyder igjen laan fra Hagbardvisen:
Der kom ein gut otor rusto ut
og lian ha’ grisetryne;
han stal burt min goan ljaa
og saa mit vesle bryne.
32 — Nordlands amt II.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
