Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
528 *
NORDLANDS AMT.
de paa hjemhavnen. Han varslede kameraterne, som kom op
og forteiede fartøiet, glade over at være komne hjem til julen.
Om natten drømte skipperen, at votteløsmanden takkede
for vanten og sagde, at han havde tænkt at fortøie jægten,
før han gik fraborde, «men da en af mandskabet dit var saa
nyfigen, fik I have den umagen selv». Men baade skipperen og
hans haasætter syntes, at den umagen var liden efter saa
rap skyds.
Dette sagn er en i enkelte henseender let afsvækket udløber
af en fælles nordisk sagnkreds. Naar skipperen her kun taler med
sin gjæst i drømme, er dette en rationaliserende tillempning af
sagnet. Fra først af har der været tale om et møde i vaagen
tilstand.
Fra Færøerne fortælles dette sagn saaledes:
En bonde paa Store Dimun var en dag borte i uthagen.
Bedst han gik, var der noget, som talte til ham og bad om uld
til en vott. Han svarede ja, men han saa intet levende, hvor
meget han glante rundt. Dagen efter for han bort i uthagen med
ulden og lagde den der, hvor han havde hort rosten. Da han
siden kom tilbage til stedet, var ulden borte. Nogen tid efter
var bonden paa utror; der røg op et herrens veir, og mændene
kom i havsnød. Som de stred haardt med at ro tillands, hørte
de noget, som raabte: «Vottevennen min, læg øster om øen,
vestenfor er det uført.» Den sædvanlige landingsplads paa
Dimun er paa vestsiden, men der er en anden landingsplads paa
østsiden, og did satte bonden kursen og slåp velholden frem.
Sagnet forekommer ogsaa paa Island og er der allerede
optegnet i 1594.
Oprindelig symboliserer disse sagn de overnaturlige væseners
vældige størrelse, ved siden af deres taknemmelighed for udvist
tjeneste. Fra samme grundforestilling med en ganske lignende
symbolik stammer den bekjendte fortælling om Dyre Vaa og
jutulen, som lægger sin vottetommel igjen i baaden hos ham.
Længere fjernet fra det oprindelige sagngrundlag end det
nordlandske sagn om votteløs er et østlandsk skippersagn, som
Asbjørnsen har optegnet omkring 1850, et sagn fra Ryfylke og
to nordlandske sagn om marmælen.
I sagnet fra Ryfylke er det en havmand, som til tak for en
bukse, han faar, advarer et baadlag mod at seile ud den dag:
«Han svartnar i hav,
han blaanar i land:
tak av, du mand,
som langbuksaa gav!»
Ingen af de andre baadlag, som drog ud, naaede land.
En mand paa Værø i Lofoten var dømt til døden. Men der ude
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
