Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
SAGN1.
527
Her levecle de, til St. Olav kom til øen; ved korsets tegn og
Jesu navn betvang han ei alene den storm, som jutulen opvakte,
men forvandlede ham selv til den haarde kampesten.
Stenbloch har behandlet sagnet om Guri Kunnan i et langt
og ikke særlig morsomt digt i 1813, udsmykket og romantisk
tilstudset. Men ogsaa den gjengivelse af sagnet, som han 20
aar senere meddelte Faye, er i flere henseender mistænkelig. Det
har utvilsomt faaet lærde literære tilsætninger, som det
mundtlige folkesagn ikke kan have havt. Det er derfor vanskeligt i
enkelthederne at fastsætte, hvordan det ægte sagn har seet ud.
Kun saa meget er klart, at det interessante grundsagn har hort
til de mange nordlandske jutulsagns kreds.
At Guri Kunnan egentlig er af jotunæt, viser et sagn,
nedtegnet af Ivar Aasen, hvorefter hun spiller samme rolle som
gygren Lekamøen, hvis beiler gjorde hullet i Torghatten. Det
fortælles, at en kjæmpe vilde lokke Guri Kunnan til sig og fik
hende saa vidt paa vei, at hun drog til en ø, hvor han holdt
til. Men hun mærkede hans falskhed og fandt leilighed til at
flygte mod syd. Af vrede skjød kjæmpen efter hende med en
kugle, og den var det, som gik igjennem Torghatten.
VOtteløS er et eventyrsagn.
En nordlandsk jægteskipper var forsinket paa hjemturen fra
Bergen. Dagen før lillejuleaften laa han med jægten langt syd
paa bergensleden, kjed over at være saa langt hjemmefra til
julehelgen. Om natten drømte han, at en storvoksen mand
kom og klagede over, at han havde mistet vanten sin. «Kan
du,» sagde han, «skaffe mig magen til den vante, som ligger
oppe paa dækket, skal jeg hjælpe dig hjem til helgen; men
du og mandskabet maa holde til under dækket, medens jeg
seiler!» Om morgenen laa der paa dækket en vante, som skjulte
hele agterdækket. Skipperen satte mandskabet til at sy en
lignende vante af vadmel, og lod den ligge paa dækket om
aftenen, da han gik tilkøis. Men før mandskabet lagde sig,
sagde han, at de skulde ligge stille, om der saa blev noksaa
stor larm paa dækket. Da de havde sovet en stund, blev der
staak og støi; ankeret blev hivet op, og skuden tog til at rende,
saa det knagede fra stavn til ror. Braaket paa dækket tog til,
og alle syntes, det var utrygt at være tilkøis. Tilsidst var det
en af mandskabet, som ikke holdt det ud. Det fik gaa som
det kunde, han vilde se, hvor det bar ivei, sagde han. Da han
ståk hovedet op igjennem vængekappen, saa han et ubæst af en
mand staa med den ene fod ved fremstavnen og den anden paa
agterdækket. Men med det samme standsede jægten, og da laa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
