Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
EVENTYR.
O i I
Den første version af eventyret 0111 mannehausen eller om
den døde som julegjæst er stærkt gjennemsat med fremmede
sagntræk og motiver fra andre fortællingskredse. Hovedmotivet
er julegjæsten; dette motiv falder ind i en stor sammenhæng,
som skal udredes siden Men forst skal omtales de træk, som
ikke tilhører hovedmotivet.
Det første af disse fremmede drag er hovedskallens
uforstaaelige latter ved tre ledigheder; forst da hans vært binder en
birketrevl om sin fillede sko, dernæst i kirken under præstens
præken og endelig, da værten om julekvælden sætter tjærekors
over alle døre.
Disse træk stammer fra et viden udbredt mythisk sagn, som
i tidens løb hos de forskjellige folkefærd har knyttet sig til en
række oversandselige væsener, fra den jødiske aandefyrste
Asch-medai til kelternes djævlefødte troldmand Merlin og de
norsk-islandske sagns marmæle. Motivets historie er i en anden
forbindelse udviklet i sine større drag i Finmarkens amts beskrivelse
(bind II, særlig pag. 621—32). Fælles for alle versioner af
sagntrækket er for det første troen paa, at et overnaturligt væsen,
en aand, en havmand, en afdød, er i besiddelse af en indsigt,
som langt overgaar den menneskelige, og lader ham se ting, som
er dulgt for menneskenes børn; fælles er endvidere det
overnaturlige væsens latter over menneskets indskrænkede
kortsynt-hed, og overalt gjentager denne latter sig tre gange paa rad;
selve fortællingen 0111, hvorfor han ler, stemmer for de fleste
versioner temmelig nær overens. At dette sagndrag horer hjemme
i marmennilsagnene» og ikke i eventyret om «julegjæsten» kan
ikke være tvil underkastet.
Det andet fremmede motiv i eventyret om mannehausen er
episoden om fanden i kirken».
Fanden i kirken. Sagnet om fanden i kirken er vidt
udbredt baade i tid og i rum, baade i Norge og i mange andre lande.
Her er først en anden beretning fra Nordland meddelt her
forkortet efter O. Nicolaissen:
Under alteret i mange kirker er der et aflukke, hvori der
ligger altersager, gamle lysestager, falmede messehagler og
ubrugelige ting sammen med gjenstande, som nyttes ved gudstjenesten.
Nordlændinger ved, at i samme aflukke, «stolen under alteret»,
havde Beelzebub sin plads, naar han havde arbeide i kirken.
Hver søndag skrev han op navnene paa dem, som sov i kirken.
En prækensøndag var mange folk samlet i en nordlandskirke.
Det var en sommerdag og varmt veir. Folk havde lang
kirkevei, var staaet tidlig op, havde roet eller gaaet i flere timer, og
i stolene i den kvalme kirke kom søvnen over dem, især da
prækenen var lang og kjedelig. Nogle stirrede paa præsten, til
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
