Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
NORDLANDS AMT.
Der var en døvstum, som kunde se det, andre ikke kunde
se. En gang var den dumme i kirke og kom til at le under
prækenen. Saa var præsten nysgjerrig efter at vide, hvad han
nu lo ad. Da fik han paa præstens bøn atter sit mæle en kort
tid og fortalte ham, at han saa fanden staa nede ved
kirkedøren med et udspændt lammeskind og optegnede derpaa alle
deres navne, som han troede kom til at tilhøre ham. Men nu
var neppe skindet stort nok til at rumme alle navne, og saa
vilde han strække det en liden smule for at faa det lidt
længere. Men i det lag, fanden staar nu der og strækker af yderste
magt, falder han med hovedet op imod kirkedøren, og det var
det, den stumme gav sig til at le af.
Alle disse nordiske sagn fra vor tid har sin rod i et af de
mange «prækeneksempler», hvormed middelalderens prædikanter
krydrede sine religiøse taler til de brede folkelag. Den første
prædikant, hos hvem vi møder fortællingen, er en af
middelalderens stortalere, den franskfødte kardinal Jakob fra Vitry (Jacobus
de Vitriaco). Han maa være født noget før 1180 og døde 1240
som kardinalbiskop af Tusculum efter et virksomt og bevæget
liv. I mange aar var han biskop i Acre i Syrien, og der
stiftede han bekjendtskab med Østerlandets rige skatte af fabler og
noveller, som han senere udnyttede i sine prækener i Europa,
især i sine «folkeprækener» (sermones vulgares), som ofte er
ligefrem spækkede med historier. Han var den første, som indførte
brugen af eventyr og anekdoter, i det hele af de verdslige
«eksempler», som princip i prækenkunsten. «Paa den menige mand,»
siger han i fortalen til sine prækener, «preller bevisførelsens
tveeggede sværd af; et godt eksempel og en god fortælling gjør
et ganske andet indtryk paa ham end de største autoriteter og
de dybsindigste visdomsord.» Jakob var en betydelig personlighed,
og som prædikant øvede han stærk indflydelse baade ved sin
folkelige veltalenhed og ved sit mod. Der berettes, at lian
engang skulde holde en præken for paven og hele- kieresiet i Rom.
Han begyndte prækenen saaledes: «Petrus et Paulus stulti fuerunt,
stultissimi fuerunt: Petrus og Paulus var dumme, de var
græsselig dumme, at de valgte nød og trængsel og forsagelse, naar
de kunde leve i vellevnet og lediggang som vor tids
kirke-fyrster», og saa fulgte der en tordentale mod det yppige liv,
kieresiet førte.
I Jakobs folkeprækener findes vort emne i følgende fonn:
Der er folk, som under prækenen og i kirken bare tænker
paa faanytte og lader munden løbe med løst og fast, istedetfor
som de burde at lægge sig paa hjerte, hvad de hører. En hellig
præst saa engang ved en stor kirkefest djævelen toie et
pergament med tænderne. Præsten besvor ham at sige, hvorfor han
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
