Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
EVENT Ylt.
skindet fuldt, vidste djævlene intet andet raad end at trække i
skindet med tænderne for at faa toiet det lidt En djævel
an-strængte sig da saa, at huden sprak; han mistede ligevægten og
stødte saa haardt med hovedet mod væggen, at han skreg høit
og maatte hoppe op og ned paa stedet. Da lo den hellige; han
blev da straks opført paa synderegistret af djævelen. Det var
netop det, den onde havde tilsigtet. Da man istemte
cherubim-sangen, trak djævlene sig ud af kirken; snart var ogsaa
gudstjenesten tilende, og kirkegjængerne forlod kirken. Paa
tilbage-veien vilde den hellige gaa over vandet, men da lykkedes det
ikke for ham længere; han sank dybere og dybere, forst til
knæerne og saa til bæltet. Saa maatte han opgive det og gaa
over broen; men djævlene dansede omkring ham og holdt sig
paa maven af haanlatter. «Nu, har du gaaet over vandet? har
du været i kirken?» Hvorfor jubler I slig, I utysker? Hvorfor
er I saa glade? Ved I ikke, hvorfor jeg lo? Jeg lo, fordi I er
saa daarlige, at der maa tre af jer til for at trække en gaasefjær.
Ved I, hvad jeg vil gjøre? Jeg vil spjætte paa jer og prygle jer
igjennem.» Dermed løftede han en stok og gav den djævel, som
var mest paatrængende, et kraftigt slag i ansigtet. Da maatte
djævlene vige og forstod, at hellige mænd ikke er at spøge med.
Denne fortælling er fra Rusland vandret over til de slaviske
vender i det nordøstlige Tyskland, men her har den blandet sig
med et tysk sagnmotiv, som i den gammelnorske Didrik af Berns saga
fra omkring 1250 henføres til denne sagnhelt. Maaske selve navnet
Diter Bernhard staar i forbindelse med Didrik. Det heder om ham,
at han engang ser en hjort saa stor, at han aldrig havde seet magen,
han raaber efter sin hest og sine hunde, men det tykkes ham
langt at bie efter svendene; da han faar øie paa en ravnsort
hest, som staar opsadlet tæt ved, springer han op paa denne.
Men hundene vil ikke følge den, og hans svende spørger, hvorfor
han rider saa hvast, og naar han kommer tilbage. «Jeg rider
ilde, svarer hau, «det maa være en djævel, jeg sidder paa;
tilbage kommer jeg, naar Gud og Santa Maria vil.» Siden har
ingen seet ham eller spurgt til ham, og ingen kan sige, hvad der
blev af ham.
Det er denne dæmoniske bortførelse, som har afændret den
russiske legende i de to følgende versioner fra Østpreussen.
Den ene meddeles af Haupt und Selvmåler i «Volkslieder der
Wenden», og helten heder Diter Bernhard:
Der var engang en fornem, from herre, som hed Diter
Bernhard, saa from, at han kunde hænge sine klæder paa
solstraa-lerne uden at frygte for, at de skulde falde ned. Hver søndag
gik han i kirke, og der saa han engang djævelen sidde bag alteret,
og han skrev op paa en kohud navnene paa alle dem, som sov
36 — Nordlands amt II.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
