Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
560 *
NORDLANDS AMT.
emne er der en, som skyldes den engelske klerk Robert Mannyng.
Han liar i sit store digt «Handlyng Synne», som er skrevet i
aaret 1303, optaget denne historie. Den, som ser djævelen, er
her ligesom i «Marin saga» og «Järteckensbok» en diakon, som
tjener ved alteret. Ogsaa her bliver lian tilrettevist for sin
upassende optræden, men faar hjælp af jomfru Maria, som bringer
ham pergamentet med de navne, djævelen har skrevet op.
Fra det 14de aarhundrede skriver sig ogsaa et gammelt
engelsk digt, meddelt hos Wright and Hallkvell: Reliquæ antiquæ,
Narratio St. Augusti. I denne samling fortælles om Augustus, at
han saa en djævel sidde med pen, blæk og pergament efter Guds
tilladelse. Han skrev saa længe, at det blev for kort for ham,
og hans skind begyndte at blive fuldt; han fik for sparsom
plads. Han havde slig hast med sin skammelige skrivning, at
lians rulle blev fuld. Saa stærkt trak slubberten i rullen, at
han slog nakken mod marmorstenen.
Som det vil sees, er mængden af disse formninger i hoi grad
lige, stundom næsten ordret overensstemmende, hvad der
naturligvis især kommer deraf, at det er boger og mundtlige
gjengivelser efter bøger, som har udbredt fortællingen, hvortil kommer,
at fortællingen i og for sig er eiendommelig, med faa, meget
karakteristiske træk.
Herfra maa dog undtages to grupper af nyere sagn, som er
bygget over dette emne.
Den ene gruppe synes at tilhøre de slaviske folkefærd og
forekommer neppe uden som laan hos andre stammer. De fleste
versioner af denne gruppe har optaget træk af en ganske anden
sagnkreds, sagnene om mennesker, som er saa hellige, at de er
hævede over naturens love, kan gaa paa vand eller hænge sine
klæder paa solstraaler.
Denne sagnkreds er ogsaa kjendt i Norge; saaledes kunde
Besse paa Knoben i Fjotland hænge sine vanter paa solstraalerne
(se Lister og Mandals amts beskrivelse, bind I, pag. 473). Da
han begik den synd ikke at tage op et bygaks, saa vilde ikke
vanterne hænge paa straalerne.
Af denne gruppe skal etpar formninger anføres:
En legende fra Lille-Rusland, som er meddelt af Wesselofsky
i Russische Revue», fortæller om en hellig mand, som intet
vidste om den kirkelige gudstjeneste, og som, da han engang
vilde besøge kirken, tog veien tvert over et vand. Da saa han
i kirken en mængde djævle, som paa et hesteskind skrev op alle
dem, som forsømte at bede. Tre djævle drogen gaasefjær i tre reb og
bragte den pæsende til sit overhoved, der sad paa huden, og eftersom
der blev mindre og mindre plads, drog han sig længere og længere
bagover for at faa rum til at skrive. Da han havde skrevet hele
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
