Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
574 *
NORDLANDS AMT.
klædning var helt forandret. Han fortalte præsten det hele og
viste ham bladet. Præsten havde nylig læst i en protokol, at
paa den tid, da en af hans forgjængere, den tyvende foran ham,
var præst, var en graver bortført af en aand. Han fandt alt
indtegnet, saaledes som graveren fortalte. Da sagde præsten:
Lykkelige, du har været i paradis, og bladet er af livsens træ.
De tre faldende blade angav, at tre hundrede aar er gaaet hen.
Da forklaredes graverens ansigt, men han blev tillige kold som
is, han ældedes for øiiiene paa den bedende præst, og døden,
som næsten havde opgivet sin ret til ham, kom jublende over
ham. Neppe var præsten færdig med sin velsignelse, saa sank
graveren dod til jorden.
Ikke meget afvigende fra de i det foregaaende anførte eventyr,
om end noget uklarere, er et fransk fra Elsass, meddelt i «Essays
und Studien» af Gustav Meyer.
Her fortælles om en mand, som gjerne drog paa reiser med
skræppe paa ryggen og stok i haanden. Medens han vandrede
fornøiet afsted, rullede der en dodningeskalle foran ham. «Hæ!
hvad vil du,» sagde manden, «vil du spise frokost med mig?
sagde han. Til svar flk han: «.Jeg er hverken hungrig eller
tørstig, men imorgen skal du være min gjæst, og kommer du
ikke, skal jeg hente dig.» Det kan være, og det kan ikke være,
tænkte manden og gik videre gjennem lange, mørke gange, til
han kom til en bred, vakker vei. Først modte han to ravne,
som sloges, saa en præst, som forgjæves øste vand med et fad
uden bund, og derpaa kom han til et hus, hvor han aabnede
vinduet, og saa fløi der en utallig masse fugle ud. Snart traf
han skallen igjen ved en liden bæk. Skallen sagde, han flk blive
med, og manden havde intet mod det. De kom til et slot med
bred trappe, gjennem lange gange til store sale og værelser, og
alle var fulde af smaa lys. <I)et er vore livslys,» forklarede
skallen, saa længe et menneske lever, brænder hans lys; naar
han dør, slukner det.» Manden spurgte efter sit eget lys, og
det holdt paa at slukne. Da manden blev ilde tilmode over det,
fortalte skallen, at de to ravne, han havde seet, var to brødre,
som kivedes i levende live, og derfor maatte de ogsaa kives efter
døden; præsten, som øste vand med karret uden bund, fik aldrig
nok jordisk gods, derfor maatte han altid øse uden at faa sit
kar fuldt, og saa mange fugle, som flöi ud, saa mange stakkels
sjæle var forløst.
Saa spurgte skallen, hvor længe han troede, han havde været
underveis der, hvor de var. Manden mente en dag, men skallen
forklarede, at han havde vandret der i 300 aar. Nu flk han
gaa did, hvorfra han var kommet.
Da han saa kom til sin faders hus, boede der en fremmed
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
