Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
582 *
NORDLANDS AMT.
kommet for at redde din sjæl, hvis jeg kan, og derfor siger jeg
igjen: Angre! Eller tag følgerne.» «Vel, gamle fyr, det var
ædelmodig gjort af dig,» sagde Don Giovanni med tilgjort latter
og strakte ud haanden.
Dette var hans sidste ord. Næste øieblik udstødte han et
frygteligt skrig, som maatte kunne hores over hele Rom. Det
hvide spøgelse var forsvundet, og djævelen var kommet istedet,
og havde taget Don Giovanni i den udstrakte haand og drog
af sted med ham.
I «Canti popolari istriani» af A. Ive meddeles den samme
fortælling versificeret i et digt, Lionzo, hvor navnet svarer til
det tyske skoledramas navn, Leontius, og begivenheden henlægges
her til England, Iguelt-iera. Om samme emne er en række
lignende italienske folkeviser kjendt.
Der eksisterer ogsaa en italiensk folkebog med samme navn.
Helten er en hoven engelsk adelsmand, som ikke tror paa noget
liv efter døden, og som skjælder alle munke og tiggere, der
kommer til ham, for graadige rotter og prygler dem væk. En dag
indbyder han paa kirkegaarden med haan en hovedskalle som
gjæst. Skallen, som har tilhørt hans egen onkel, kommer og
slæber ham med til helvede. Og rotter gnager alt hans indbo
istykker.
Skjønt denne lille særgruppe nutildags ikke kjendes udenfor
Italien, maa dens grundlag dog være af respektabel ælde. Dette
viser en islandsk eller gammelnorsk formning af stoffet, som
har enkelte punkter tilfælles med de italienske sagnformninger;
helhedsindtrykket bliver dog væsensforskjelligt, baade fordi den
middelalderlige nordiske version er stærkt geistlig bearbeidet, og
fordi de italienske nutidssagn under indflydelse af krydsende
motiver har udviklet sig i en speciel modsat retning. Den
gammelnorske legende indtager nærmest en mellemting mellem
denne gruppe og gruppen om den døde som julegjæst.
Den nordiske version stammer fra det 14de aarhundrede og
er meddelt i H. Gerings «Islendzk Æventyri»:
En mand i England pleiede hver julaften at holde et
gjæstebud for sine venner og naboer. Engang, da helgen igjen stod
for døren, sendte han en mand til at gaa med indbydelserne.
Da budet kom hjem, satte det sig paa en gravhaug paa
kirkegaarden, og da han havde hvilet og reist sig op igjen, sagde
han: «Jeg vilde ønske, at Gud i sin naade maatte tillade, at
den døde, som hviler her, maatte have lige saa stor glæde og
fornøielse ved min herres gjæstebud, som jeg har havt her paa
hans grav.» Saa gik han hjem. Da gjæstebudet var begyndt,
og alle var kommen paa plads, kom der ind en ubekjendt, bleg
mand og satte sig tilbords; dog tog han hverken spise eller drikke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
