Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
FORHISTORIE.
71
sendte vind fra nordvest, og for igjen at søge land rettede vi
kursen mod nordøst og seilede i to dage og nætter med god bør
for fulde seil. Men en ugunstig skjæbne vilde ikke længe lade
os nyde godt af dette ; der stødte den ulykke til, at nogle af de
kramper, hvori roret staar, brak, saa at vi maatte finde et
middel til at styrke det, saa at vi istedetfor jern satte det fast
med tauge. Vi fik det saavidt fast, at vi hjalp os frem til
Lissabon, hvor vi kom den 29de august.
Da vi her havde repareret de afbrudte kramper og havde
forsynet os med proviant og andre fornødenheder, seilede vi den
14de september ud af havnen paa vor reise. Men vi fik stadig
modvind og tumledes om paa det vide hav.
Vi kom den 2(kle oktober til Muros’s havn (Muros i
Nordspanien), og jeg med 13 af mit reisefølge besøgte St. Jacomo’s
kirke; jeg blev ikke længe der, men vendte straks tilbage, og
satte den 28de seil med temmelig god sydvestlig vind. Jeg
haabede, at vinden skulde holde sig stadig, som jeg saa gjerne
vilde. Men da jeg i min rette kurs var kommet omtrent 200
mil fra Kap Finisterre, lagde den gode vind sig, og der kom
vind fra øst og syd. Havde den gode vind holdt sig stadig,
havde vi snart kunnet komme ind i Kanalen ved Flandern, hvad
vi da i hoi grad længtede efter. Men vinden tiltog hvert
øieblik voldsomt i styrke, og vi kastedes ild af vor kurs, saa at vi
kom nordenfor øen Sorlingen (Ouessant).
Skjønt vi endim ikke sikkert havde faaet land isigte, var
dette vore gode styrmænds mening, da de havde taget
lodskud og fundet 80 favne vand. Da vi kom nærmere til land,
vilde vinden til at vende; der kom nordøst til nord, saa det
blev umuligt for os at lægge til i læ af land.
Først nu begynder vore ulykker og vor bitre nod, fra
hvilken Vor Frelser til sin tid og paa sit sted friede ud mig
uværdige og ti af mine ledsagere, som det vil sees i den følgende
vidunderlige beretning.
Det hændte den 10de november, aftenen for St. Martins fest, at
vort ror mistede sine kramper paa grund af den voldsomme sjø;
roret er det ulykkelige skibs toile, og paa det maa man kunne
stole. Her var intet til at holde det paa plads. Hvor ængstelig
og fortvivlet jeg var, vil den forstandige læser indse. Da var
jeg ligesaa hjælpeløs som den ulykkelige, til hvem man nærmer
sig med strikken for at lægge den om hans hals og heise
ham op.
Dog tog jeg mod til mig, saa godt som jeg kunde, begyndte
at bruge min myndighed som fører og søgte med min tale og
min adfærd at sætte mod i de forskrækkede sjøfolk, som
allerede var som halvdøde; jeg befalede at binde roret fast med et
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
